Arveprins Frederik
Der er flere personer med dette navn, se Arveprins Frederik (flertydig).
Arveprins Frederik (Friderich) (11. oktober 1753 på Christiansborg – 7. december 1805 på Amalienborg) var en dansk prins, søn af Frederik V af Danmark-Norge og dronning Juliane Marie som deres eneste fælles barn.[1] Arveprinsen var dansk-norsk tronfølger (efter sin halvbror Christian VII) 1766-68, indtil hans svigerinde, dronning Caroline Mathilde, nedkom med sønnen kronprins Frederik (VI). I 1772-84 var han faktisk regent for sin halvbror. Som regent stod den unge prins i skyggen af sin mor enkedronning Juliane Marie og sin tidligere lærer stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg.
| Frederik af Danmark | |
|---|---|
 | |
| Arveprins af Danmark | |
| Regent | 1772 – 1784 |
| Ægtefælle | Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (g. 1774) |
| Børn | |
| Hus | Huset Oldenburg |
| Far | Frederik 5. af Danmark |
| Mor | Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel |
| Født | 11. oktober 1753 Christiansborg Slot, København |
| Død | 7. december 1805 (52 år) Amalienborg Slot, København |
| Hvilested | Roskilde Domkirke |
| Religion | Lutheransk |
Ridder af Elefantordenen 1753 |
Arveprins Frederik var gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Der var fire børn i ægteskabet: prinsesse Juliane Sophie, kong Christian VIII, prinsesse Louise Charlotte og arveprins Ferdinand.
Opvækst
redigér
Prins Frederik blev født den 11. oktober 1753 på Christiansborg Slot i København. Han var Kong Frederik 5.'s femte overlevende barn og det eneste født i kongens andet ægteskab med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel.[1] Som yngre søn uden umiddelbar udsigt til at arve tronen blev han, for at skaffe ham en fyrstelig stilling, allerede i en alder af tre valgt til koadjutor i fyrstbispedømmet Lübeck, hvor han med tiden skulle efterfølge fyrstebiskoppen.[1] Imidlertid blev det ved mageskiftetraktaterne af 1767 og 1773 fastslået, at prinsen skulle give afkald på denne værdighed.[1] Den opdragelse, han havde fået, var ikke blevet baseret på, at han skulle være fyrste i en lille tysk stat. Han var tværtimod siden enevældens indførelse den første danske prins, der blev opdraget til at opfatte dansk som sit egentlige modersmål.[2] Derfor var fremtrædende danske videnskabsmænd som Jens Schielderup Sneedorff[3] og senere Ove Høegh-Guldberg hans vigtigste lærere.[2]
Oliemaleri: Johann Georg Ziesenis (1766-1767)
Men prinsen viste ikke evner til at anvende den undervisning, han havde fået. Det var derfor en overraskelse, at han skulle komme til at stå i spidsen for staten. Men Johann Friedrich Struensee havde under sit regimente forvist prinsen og hans moder, enkedronning Juliane Marie, fra hoffet, hvorefter de i en periode boede på Fredensborg slot.[3]
Regent
redigér
Derfor blev prinsen et samlingspunkt for dem, der ville Struensee til livs[3], og da januarnatten 1772 havde fjernet Struensee og dronning Caroline Mathilde og deres allierede fra magten, blev det arveprinsen, der kom til at stå som samlingspunkt for regeringen. Men i virkeligheden var han kun et navn.[3] Det er velbekendt, at han var under indflydelse af sin moder, og at de begge med hensyn til statens anliggender nøje fulgte Guldbergs råd.[3][4]
Hvor lidet betydelig han end viste sig på alle de områder, hvor han fik noget at gøre, stod han dog afgjort som den mest fremtrædende mand i staten.[3] Så meget mere kan man forstå, at han blev utilfreds, da den unge kronprins Frederik 14. april 1784 gjorde ende på det guldbergske styre.[3][5] Han protesterede derfor heftigt den dag, da kronprinsen i det afgørende statsrådsmøde forelagde det forslag for den regerende konge, hvorefter statsrådet skulle sammensættes af helt andre personligheder end dem, der var arveprinsens og enkedronningens kårne mænd.[6] Det menes endog, at det kom til håndgribeligheder mellem ham og kronprinsen, da det gjaldt om, hvem der kunne sikre sig kongens person.[5]
Med denne begivenhed var arveprinsens politiske rolle udspillet.[7] Forholdet imellem ham og kronprinsen bevarede en vis ydre høflig karakter, men kunne ikke blive varmt, og arveprinsen sank hen i et privatliv i ubemærkethed.[8]
Senere liv
redigér
I 1783 købte han Sorgenfri Slot, og i 1791-94 udvidede og moderniserede han slottet ved arkitekten Peter Meyn. Nicolai Abildgaard stod for den indre udsmykning i nyklassicistisk stil. Samtidig gennemførtes anlægget af haven og en smuk lystskov i forbindelse med det bakkede terræn langs åen.[9]
Året 1794 blev et begivenhedsrigt år for arveprinsen og hans familie. Ved det første Christiansborgs brand i februar 1794, mistede familien sit hjem og flyttede ind i det nordvestlige palæ ved Amalienborg Slotsplads, Levetzaus palæ[a].[10] Og i november samme år døde Arveprinsesse Sophie Frederikke, der led af et skrøbeligt helbred, i en alder af bare 36 år.
Arveprins Frederik selv døde 52 år gammel efter længere tids svagelighed den 7. december 1805 på Amalienborg.[8]
Ægteskab og børn
redigér
Maleri: Jens Juel (1790).
I en alder af 21 år var arveprinsen (21. oktober 1774) blevet gift med prinsesse Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1758-1794). I ægteskabet fødtes syv børn:
| Navn | Født | Død | Bemærkninger |
|---|---|---|---|
| Med Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin | |||
| unavngivet datter | 19. september 1781 | 19. september 1781 | begravet i Roskilde Domkirke |
| unavngivet datter | 17. februar 1783 | 17. februar 1783 | begravet i Roskilde Domkirke |
| Juliane Marie | 2. maj 1784 | 28. oktober 1784 | begravet i Roskilde Domkirke |
| Christian Frederik[8] | 18. september 1786 | 20. januar 1848 | konge af Norge i 1814 og konge af Danmark som Christian 8. 1839-1848 gift 1. gang 1806 med hertuginde Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin gift 2. gang 1815 med prinsesse Caroline Amalie af Augustenborg |
| Juliane Sophie[8] | 18. februar 1788 | 9. maj 1850 | gift 1812 med prins Frederik Vilhelm Carl Ludvig af Hessen-Philippsthal-Barchfeldt |
| Charlotte[8] | 30. oktober 1789 | 28. marts 1864 | gift 1810 med landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel |
| Arveprins Ferdinand[8] | 22. november 1792 | 29. juni 1863 | arveprins af Danmark gift 1829 med prinsesse Caroline af Danmark |
Noter
redigér- ^ Det senere Christian VIII's Palæ
Referencer
redigér- ^ a b c d Holm, s. 325
- ^ a b Feldbæk, s. 232
- ^ a b c d e f g Holm, s. 326
- ^ Feldbæk, s. 233
- ^ a b Feldbæk, s. 234
- ^ Holm, s. 326f
- ^ Feldbæk, s. 235
- ^ a b c d e f Holm, s. 327
- ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind : Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; 3. udgave bind 2; København 1898; s. 274
- ^ Feldbæk, s. 239
Litteratur
redigér- Bo Bramsen: Huset Glücksborg, bind 1, side 200, 3. udg. 2002
- Bramsen, Bo (1985). Ferdinand og Caroline : en beretning om prinsen, der nødig ville være konge af Danmark (4. udgave). København: Nordiske Landes Bogforlag. ISBN 8787439220.
- Ole Feldbæk: "Den lange fred" (Olaf Olsen: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9: 1700-1800; København 1990; ISBN 87-89068-11-4)
- Holm, Edvard (1891). "Frederik, Arveprins". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. V. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 325-327.
