Dunbirk

planteart
(Omdirigeret fra Dun-Birk)

Dunbirk (Betula pubescens), ofte skrevet dun-birk, er et op til 25 m højt træ, der vokser i moser og på fugtig bund. Dunbirk er lyskrævende og tåler ikke meget vind, men er derimod meget hårdfør overfor frost.

Dunbirk
Videnskabelig klassifikation
RigePlantae (Planter)
DivisionMagnoliophyta (Dækfrøede)
KlasseMagnoliopsida (Tokimbladede)
OrdenFagales (Bøge-ordenen)
FamilieBetulaceae (Birke-familien)
SlægtBetula (Birk)
ArtB. pubescens
Videnskabeligt artsnavn
Betula pubescens
Ehrh., 1791
Hjælp til læsning af taksobokse

Beskrivelse

redigér
 
Dunbirk

Dunbirk er et løvfældende træ med en opret, stivgrenet vækst. Barken er først rødbrun og dunhåret, senere bliver den gråhvid og glat. På gamle grene og stammer bliver barken opsprækkende og furet.

Knopperne er spredtstillede, ægformede og afrundede. Bladene er ægformede eller næsten runde (hvor de på Vorte-Birk er ruderformede) med en rundtakket rand. Bladstilken er dunhåret, og oversiden er grågrøn, mens undersiden er lidt lysere grågrøn med hårklædning på nerverne. Høstfarven er gul.

Blomsterne er samlet i kønsadskilte rakler, hvor de hanlige ses allerede fra efteråret. Blomstringen foregår før løvspring. De enkelte blomster er stærkt uregelmæssige (reducerede). Frugterne er vingede nødder, der sidder beskyttet i de blivende hunraklers skæl.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 20 x 15 m (50 x 35 cm/år). Dunbirk vokser langsommere fra 25 – 30 års alderen og holder næsten op med at vokse fra 60 – 70 års alderen. Dunbirk kan blive cirka 100 år gammelt.

Voksested

redigér
Indikatorværdier
Dunbirk
L = 8 T = x K = x F = x R = 3 N = 3

Dunbirk er en pionerplante, som klarer sig bedst på et lysåbent voksested med en fugtig, sur og næringsfattig jordbund. Den stiller meget små krav til jordbunden og kan gro på alle jordtyper, også på fugtige, sure og tørveholdige jorder, hvor den ofte er det første træ, der indvandrer.

I Lille Vildmose i Himmerland findes den sammen med bl.a. alm. star, blåtop, dyndstar, hvid næbfrø, mosebølle, rundbladet soldug, smalbladet mangeløv og Sphagnum cuspidatum (en tørvemos-art)[1]

Anvendelse

redigér

Den er egnet som spredt indblanding og som ammetræ på ikke for vindudsatte, lidt fugtige lokaliteter i skovkanter og i læ- og vildtplantninger. Tåler nogen beskæring. De lette små og tørre frø ædes af småfugle om vinteren.

Beskæring

redigér

Dunbirk bør ikke beskæres hvor det vokser som prydtræ, da udseendet skamferes. Foretages alligevel beskæring bør beskæringen ske i augustseptember måned, da træet ellers har stor risiko for at forbløde.

Sygdomme

redigér

Dunbirk kan få karakteristiske heksekoste forårsaget af en svampen Taphrina betulina.


Søsterprojekter med yderligere information:



  1. ^ "Jens Christian Schou: Lille Vildmose i Himmerland". Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 4. februar 2009.

Kilde/litteratur

redigér
  • Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.
  • Sten Porse: Plantebeskrivelser, DCJ 2003 (cd-rom).

Eksterne henvisninger

redigér
  NODES
Note 1