Etienne Capion
Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra en gammel udgave af Dansk Biografisk Leksikon, og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Etienne Capion (flor. 1722) var ejer af et teaterprivilegium og spillede i begyndelsen af 1720'erne tyske og franske stykker i komediehuset i Lille Grønnegade.
Etienne Capion | |
---|---|
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Scenograf |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Etienne Capion var en indvandret franskmand født i Lanquedoc som kom til Danmark i 1699 efter at have boet i Hannover nogle år og blev gift dernede med Susanne le Creux. Han fik 3 børn i Hannover og 3 i København.
Om Capion findes kun få oplysninger. Han menes at være indforskrevet til Danmark fra Frankrig i slutningen af det 17. århundrede som maskinist og teatermaler ved en fransk trup, fik 1703 tilladelse til at vinde borgerskab i København som vinhandler, gjorde under Frederik IV felttoget mod Sverige med som "Hof- og Stabs-Traiteur" (marketender) og fik 17. maj 1720 privilegium på at anlægge et komediehus i København.
Af general Arnoldt[1] lånte han 7000 rigsdaler til opførelse af teatret på en parcel mellem lille Grønnegade og Gothersgade, mod at han satte privilegiet i pant for lånet. Han fik privilegiet yderligere udvidet og stadfæstet 12. maj 1721 og begyndte endelig 20. januar 1722 forestillingerne på Grønnegades scene.
Samme år trådte han i en art interessentskab med René Montaigu, der havde fået bevilling på at opføre skuespil på det danske sprog,[2] men allerede i juli 1723 måtte Capion flygte for vekselgæld, kom tilbage, blev sat i gældsarrest, og hans teater blev udlejet til Montaigu. I 1724 søgte han forgæves om tilladelse til "at agere danske Komedier i Norge", og nu vides intet om ham, indtil han i 1738 ligeledes forgæves ansøger om at måtte nedsætte sig som gæstgiver i Odense.
Capion, der synes at have levet endnu ved udgangen af 1747, var gift med Susanne le Creux (rimeligvis: la Croix), med hvem han havde flere børn, og var efter al sandsynlighed besvogret med Montaigu.
- Litteratur anvendt af Edgar Collin i DBL:
- Thomas Overskou: Den danske Skueplads, I.
- Erich Christian Werlauff: Historiske Antegninger til Holbergs Skuespil.
- Danske Samlinger, II.
- Noter
- ^ General Arnoldt: Hans Jacob Arnoldt, 1669-1758, født på gården Haugen i Spydebergs Sogn i Norge, DBL-opslag Arkiveret 4. august 2009 hos Wayback Machine
- ^ Senere på året 1722, den 23. september, blev der for første gang spillet komedie i Danmark med dansk tekst. Det skete på den første danske skueplads, teatret i Lille Grønnegade, som den fransk-danske skuespiller og teaterdirektør René Magnon de Montaigu åbnede denne dag. Åbningsstykket var Molières Den Gerrige (Gnieren, L'Avare ou l'École du mensonge).
Eksterne henvisninger
redigér- Anmeldelse Arkiveret 9. maj 2022 hos Wayback Machine ved Finn H. Lauridsen af Anne E. Jensens: Teatret i Lille Grønnegade 1722-1728
- Kort omtale Arkiveret 21. oktober 2007 hos Wayback Machine af Capions rolle i de første år af 1720'erne – Artikel om Holberg fra KobenhavnsHistorie.dk
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) af teaterhistoriker Edgar Collin i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 3. bind, side 353, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |
Spire Denne biografi om en dansker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |