Karthago
Karthago var en gammel by på den østlige side af søen Tunis i det nuværende Tunesien. Karthago var et af de vigtigste handelsknudepunkter i det antikke Middelhav og en af de mest velhavende byer i den antikke verden. Det var hovedstaden i civilisationen i det antikke Karthago og senere i det romerske Karthago.
 Øverst: Karthago Saint-Louis Katedral, Malik-ibn Anas Moské, Midten: Karthago Palads, Nederst: Antoninus Badeanstalter, Karthago Amfiteater (alle ting benævnt fra venstre mod højre) | |
  Shown within Tunesien | |
| Beliggenhed |  Tunesien |
|---|---|
| Koordinater | 36°51′10″N 10°19′24″Ø / 36.8528°N 10.3233°Ø |
| Type | Antik bystat |
Byen udviklede sig fra en fønikisk koloni til hovedstaden i et punisk imperium, som dominerede store dele af det sydvestlige Middelhav i løbet af det første årtusinde f.Kr.[1] Den legendariske dronning Elissa, Alyssa eller Dido – oprindeligt fra Tyrus – anses for at være grundlæggeren af byen,[2] selvom der er sat spørgsmålstegn ved hendes historicitet. I myten bad Dido om jord fra en lokal stamme, som fortalte hende, at hun kunne få lige så meget jord, som et okseskind kunne dække. Hun skar derpå okseskindet i strimler og dannede herudfra omkredsen af den nye by.[3] I takt med at Karthago oplevede intern fremgang, begyndte bystaten at kolonisere andre landområder.[4]
Den antikke by blev ødelagt i den næsten tre år lange belejring af Karthago af den romerske republik under den tredje puniske krig i 146 f.Kr. Den blev genudviklet og -opført et århundrede senere som det romerske Karthago, som blev den største by i Romerrigets Afrika-provins. Spørgsmålet om karthagisk fald og undergang er forblevet et emne for litterære, politiske, kunstneriske og filosofiske debatter i både antikke og moderne historier.[4][5]
Senantikken og det middelalderlige Karthago fortsatte med at spille en vigtig kulturel og økonomisk rolle i den byzantinske periode. Byen blev plyndret og ødelagt af umayyadiske styrker efter slaget ved Karthago i 698 e.Kr. for at forhindre, at byen blev generobret af Det Byzantinske Rige.[6] Den forblev besat under den muslimske periode[7] og blev brugt som et fort af muslimerne indtil Hafsid-perioden, hvor den blev indtaget af korsfarerne, og dens indbyggere blev massakreret i forbindelse med det ottende korstog. Hafsiderne besluttede at ødelægge dens forsvarsværker, så byen ikke kunne bruges som en base af en fjendtlig magt igen.[8] Den fortsatte også med at fungere som bispesæde.
Den regionale magt var skiftet til Kairouan og Medinaen i Tunis i middelalderen, indtil begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Karthago begyndte at udvikle sig til en kystnær forstad til Tunis – indlemmet som Karthago kommune 1919. Det arkæologiske område blev første gang undersøgt i 1830 af den danske konsul Christian Tuxen Falbe. Udgravninger blev udført i anden halvdel af det 19. århundrede af Charles Ernest Beulé og af Alfred Louis Delattre. Karthago National Museum blev grundlagt i 1875 af kardinal Charles Lavigerie. Udgravninger udført af franske arkæologer i 1920'erne tiltrak først en ekstraordinær mængde opmærksomhed på grund af de beviser, som de fremlagde for børneofring. Der har været betydelig uenighed blandt forskere om, hvorvidt børneofring blev praktiseret i det antikke Karthago.[9][10] Friluftsmuseet Karthago Paleo-Christian Museum har udstillinger udgravet under UNESCO-regi fra 1975 til 1984. Stedet for ruinerne er på UNESCO's Verdensarvsliste.[11]
Referencer
redigér- ^ Hitchner, R.; R. Talbert; S. Gillies; J. Åhlfeldt; R. Warner; J. Becker; T. Elliott. "Places: 314921 (Carthago)". Pleiades. Hentet 7. april 2013.
- ^ Josephus, Against Apion (Book I, §18)
- ^ HAEGEMANS, Karen (2000-01-01). "Elissa, the First Queen of Carthage". Ancient Society. 30: 277-291. doi:10.2143/as.30.0.565564. ISSN 0066-1619.
- ^ a b Li, Hansong (2022). "Locating Mobile Sovereignty: Carthage in Natural Jurisprudence". History of Political Thought. 43 (2): 246-272. Hentet 13. august 2022.
- ^ Winterer, Caroline (2010). "Model Empire, Lost City: Ancient Carthage and the Science of Politics in Revolutionary America". The William and Mary Quarterly. 67 (1): 3-30. doi:10.5309/willmaryquar.67.1.3. JSTOR 10.5309/willmaryquar.67.1.3. Hentet 13. august 2022.
- ^ Bosworth, C. Edmund (2008). Historic Cities of the Islamic World. Brill Academic Press. s. 536. ISBN 978-9004153882.
- ^ Anna Leone (2007). Changing Townscapes in North Africa from Late Antiquity to the Arab Conquest. Edipuglia srl. Edipuglia srl. s. 179-186. ISBN 978-8872284988.
- ^ Thomas F. Madden, red. (2018). Crusades – Medieval Worlds in Conflict. Oxford University Press. s. 113, 184. ISBN 978-0198744320.
- ^ Skeletal Remains from Punic Carthage Do Not Support Systematic Sacrifice of Infants
- ^ Ancient Carthaginians really did sacrifice their children. Arkiveret 2020-12-14 hos Wayback Machine University of Oxford News
- ^ "Archaeological Site of Carthage". World Heritage Centre (engelsk). UNESCO. Arkiveret fra originalen 2005-11-28. Hentet 19. oktober 2021.
Litteratur
redigérPrimærkilder
redigér- Polybius, The Histories, Cambridge: translated from the Latin by W.R. Paton for Harvard University Press from 1922 to 1927.
- Polybius, "Rome at the End of the Punic Wars", History, 'Book VI', Milwaukee: translated from the Latin by Oliver J. Thatcher for University Research Extension Co. in 1907, arkiveret fra originalen 2007-02-05, hentet 2006-06-08.
Sekundærerkilder
redigér- Ernest Babelon, Carthage, Paris (1896).
- Auguste Audollent, Carthage Romaine, 146 avant Jésus-Christ – 698 après Jésus-Christ, Paris (1901).
- Charles-Picard, Gibert; et al. (1958), La vie quotidienne à Carthage au temps d'Hannibal [Daily Life in Carthage in the Time of Hannibal], Paris: Hachette. (fransk)
- Bath, Tony (1981), Hannibal's Campaigns, New York: Barnes & Noble Books.
- Aubet, Maria Eugenia (1987), The Phoenicians and the West: Politics, Colonies, and Trade, Cambridge: Cambridge University Press.
- Soren, David; et al. (1990), Carthage: Uncovering the Mysteries and Splendors of Ancient Tunisia, New York: Simon & Schuster.
- Beschaouch, Azedine (1993), La légende de Carthage [The Legend of Carthage], Découvertes Gallimard, vol. 172, Paris: Gallimard. (fransk)
- Raven, S. (2002), Rome in Africa, 3rd ed.
- Lipinski, Edward (2004), Itineraria Phoenicia, Leuven: Uitgeverij Peeters en Department Oosterse Studies.
- Winterer, Caroline (2010), "Model Empire, Lost City: Ancient Carthage and the Science of Politics in Revolutionary America", The William and Mary Quarterly, 67 (1): 3-30, doi:10.5309/willmaryquar.67.1.3, JSTOR 10.5309/willmaryquar.67.1.3
- Freed, J. (2011), Bringing Carthage Home: The Excavations of Nathan Davis, 1856–1859.
- Miles, Richard (2011), Carthage Must Be Destroyed: The Rise and Fall of an Ancient Civilization, Viking.
- Li, Hansong (2022). "Locating Mobile Sovereignty: Carthage in Natural Jurisprudence" History of Political Thought 43(2): 246–272.