Kirkerup-sagen 2023

kriminalsag fra Danmark

Kirkerup-sagen omhandler en frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige, som fandt sted den 15. april 2023. Hun blev meldt savnet lørdag formiddag den 15. april 2023, efter at hun havde delt aviser ud i Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg. Hendes cykel og ejendele blev kort herefter fundet i en vejkant tæt ved Kirkerup Kirke, og politiet satte en massiv efterforskning i gang.

Kirkerup-sagen
Den 13-årige pige blev bortført tæt ved Kirkerup Kirke.
Generel infomation
StedKirkerup
Offer13-årige pige fra Sydvestsjælland
Dato15. april 2023; 20 måneder siden (2023-04-15)
TypeFrihedsberøvelse, voldtægt og drabsforsøg
GerningsmandPhilip Patrick Westh[1][2]

Søndag den 16. april 2023, kl. 15, afholdt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi et pressemøde, hvor det blev meddelt, at pigen var blevet fundet i live. I samme ombæring oplyste de, at en 32-årig mand var blevet anholdt samt sigtet for at have frihedsberøvet og voldtaget den 13-årige. Manden havde erkendt sig delvist skyldig i forholdet.[3] Trods navneforbud florerede navnet på den sigtede på sociale medier,[4] men i forbindelse med retssagens begyndelse den 23. april 2024 blev navneforbuddet på den sigtede ophævet.[5] I forbindelse med anholdelsen kom det tillige frem, at den dengang 32-årige sigtede, Philip Patrick Westh, i 2016 var ejer af en bil af samme model og farve, som dengang blev efterlyst i Emilie Meng-sagen.[6] Den 32-årige blev den 26. april tillige sigtet for drabet på Emilie Meng, samt forsøg på voldtægt og frihedsberøvelse i november 2022 af en 15-årig pige i Sorø.[7]

Retssag

redigér
 
Retten i Næstved.

På retssagens første dag, 14. maj 2024, ved Retten i Næstved erkendte Philip Patrick Westh langvarig frihedsberøvelse, andet seksuelt forhold end samleje, ulovlig tvang og vold mod den 13-årige pige. Hun var bundet med plasticstrips, da politiet fandt hende på tiltaltes bopæl. Desuden erkendte han besiddelse af børnepornografisk materiale. Han nægtede sig skyldig i resten af anklagerne, som blandt andet omhandlede drabsforsøg mod den 13-årige, drab på Emilie Meng, samt forsøg på voldtægt og frihedsberøvelse af en 15-årig efterskoleelev i Sorø.[8]

Den 28. juni 2024 blev Philip Patrick Westh af et enigt nævningeting ved Retten i Næstved kendt skyldig i grov vold, bevidst påkørsel, voldtægter, andre overgreb, vold, ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelser og drabsforsøg på den 13-årige pige i Kirkerup, samt for drabet på og forsøg på voldtægt og langvarig frihedsberøvelse af Emilie Meng, og vold, trusler og forsøg på langvarig frihedsberøvelse og voldtægt af den 15-årige pige i Sorø.[9][10] For disse forbrydelser var medlemmerne af nævningetinget enige om at idømme Philip Westh fængsel på livstid, en dom som Philip Westh ankede til Østre Landsret.[2]

Ankesag

redigér

Østre Landsret oplyste midt-september 2024, at behandlingen af ankesagen mod Philip Westh begynder 28. oktober 2025. Den oplyser endvidere, at der er afsat 13 retsdage til sagen, som forventes afsluttet 19. november 2025. Årsagen til, at der går lidt over et år, før ankesagen påbegyndes, skyldes den generelle berammelsessituation, sagens varighed og sagens karakter, oplyser Østre Landsret.[11] Sagen er både anket af den dømte og kontraanket af anklagemyndigheden.[12]


Referencer

redigér
  1. ^ "Tidslinje: Her er alle nøgletidspunkter i sagen mod Philip Westh". 17. maj 2024. Hentet 20. maj 2024.
  2. ^ a b Hagemann-Nielsen, Frederik; Clante, Caroline; Ilsøe, Trine Maria (28. juni 2024). "Philip Philip Westh får livstid". Indland. DR Nyheder. Hentet 28. juni 2024.
  3. ^ Anne Baungaard (16. april 2023). "32-årig erkender sig delvist skyldig i bortførelse og voldtægt". Berlingske.
  4. ^ Marie Lagoni Pedersen (18. april 2023). "Navn på mistænkt i sag om bortført 13-årig bliver delt ulovligt på sociale medier". DR.
  5. ^ Bengtson, J. (2024) 33-årig mand er tiltalt for drabet på Emilie Meng: Nu er navneforbuddet ophævet nyheder24.dk, 24. april 2024. Hentet 3. juli 2024.
  6. ^ Thomas Funding Therkildsen (19. april 2023). "Anholdt 32-årig havde samme type bil, som blev efterlyst i Emilie Meng-sagen". TV2 Øst.
  7. ^ Jørgensen, Lars Bach (26. april 2023). "Den drabssigtede 32-årige mand nægter sig skyldig i det syv år gamle mord". TV 2. Hentet 27. april 2023.
  8. ^ Færch, Emil (14. maj 2024). "Dag 1 i Kirkerup-sagen". TV 2. Hentet 14. maj 2024.
  9. ^ Clante, Caroline (28. juni 2024). "Det er han kendt skyldig i". Indland. DR Nyheder. Hentet 1. juli 2024.
  10. ^ Hagemann-Nielsen, Frederik; Clante, Caroline; Ilsøe, Trine Maria (28. juni 2024). "Philip Westh dræbte Emilie Meng og kidnappede og forsøgte at dræbe 13-årig". Indland. DR Nyheder. Hentet 28. juni 2024.
  11. ^ Lauritzen, Franziska Weiss (15. september 2024). "Der er sat dato på ankesagen mod livstidsdømte Philip Westh". Nyheder. TV 2. Hentet 28. december 2024.
  12. ^ Boesen, Mathilde Hougaard (11. juni 2024). "Statsadvokat kontraanker dom mod Philip Westh". Nyheder. TV 2. Hentet 28. december 2024.
  NODES