Roms grundlæggelse

Roms grundlæggelse og byens allertidligste historie er i dag kun sparsomt kendt fra andet end mytologisk stof fra senere perioder. De ældste arkæologiske fund i området stammer fra det 10. århundrede f.Kr. Byen er formentlig vokset op som resultat af et stammeforbund mellem de latinske befolkningsgrupper, der beboede Tiberdalen og Latium. Ifølge Livius blev Rom først grundlagt den 21. april 753 f.Kr. af Roms første konge Romulus, men disse beretninger regnes for at være langt senere legendariske fortællinger. De ældste huse fundet på Palatinerhøjen stammer fra omkr. 900 f.Kr. og blev erstattet af nye og større i det 8. årh. f.Kr. Myten om Romulus bliver hverken modsagt eller bekræftet af de arkæologiske fund.

Fra myternes verden: Æneas' og hans kone Creusas flugt fra Troja, som Pompeo Batoni tænkte sig det.

Geografi

Ved overgangen mellem bronzealder og jernalder, ca. 10. årh. f.Kr. voksede befolkningstalet i Mellemitalien, og større bebyggelser voksede frem, især på bakketoppene. Rom ligger placeret strategisk vigtig 25 km oppe ad Tiberen, hvor floden slynger sig gennem et svært fremkommeligt og sumpet landskab, indtil den når frem til de frugtbare, vulkanske bakker i Latium, hvor Rom ligger. Her bliver flodens løb langt nemmere, og samtidigt er det sjældent muligt at besejle floden længere oppe af Tiberen. Rom var det vigtigste overfartssted på floden, som deler kystsletten.

Arkæologi

Arkæologiske fund fra perioden 8.-7. årh. f.Kr. tyder på, at der i Mellemitalien opstod tre geografisk adskilte grupper: én nord for Tiberen (Etruria), én syd for (Latium) og én i Appenninerne (Samnium), der udviklede hvert sit sprog, henholdsvis (etruskisk, latin og oskisk). Udgravninger har vist, at hver af de tre grupper bestod af et forbund eller en alliance mellem en selvstændige bystater, som blev styret af en landbesiddende overklasse. Nu begyndte den fønikiske og græske indflydelse i Italien at blive stærk, da grækerne anlagde kolonier i Syditalien, og fønikiske og græske købmænd begyndte at drive en omfattende handel.

I løbet af 6. årh. f.Kr. blev byen Rom til en magtfaktor i området. Det ses af, at Jupitertemplet på Kapitolhøjen nu var det største i hele det italo-etruskiske område, at store palæer af sten blev bygget i byen, og at en ny bymur blev opført, som omkransede et større areal end nogen anden by i hele Italien. Allerede på dette tidspunkt kontrollerede Rom store dele af Latium

Myten om Roms grundlæggelse, som den kendes i senere perioder af Romerrigets historie, er en sammenskrivning af flere uafhængige myter. Titus Livius begynder fx sit værk om Roms historie med fortællingen om Romulus og Remus, mens Vergil med sin Æneide giver romerne en lige så glorværdig forhistorie som grækerne, inspirationen er hentet fra de græske fortællinger Iliaden og Odysseen. Æneas og hans familie grundlægger ifølge Vergil med guddommelig hjælp flere trojanske kolonier i Latium, herunder Alba Longa, hvorfra Romulus og Remus siges at stamme. De to beretninger placeres af forfatterne i to forskellige epoker og udelukker ikke hinanden.

I ældre udgaver af myten om Æneas, grundlægger han dog selve Rom, og de senere beretninger, som vi kender fra både Livius, Vergil og Ovid må være et resultat af et senere forsøg på at lave en logisk tilpasning mellem de to historier.

Den ubrudte linje i romernes historie fra den mytiske til den historiske tid blev i høj grad brugt politisk, så de fornemste romerske familier gerne nedstammede fra de skikkelser, som optræder i myterne; Julius Cæsar lagde fx stor vægt på sit slægtskab med gudinden Venus via helten Æneas’ søn Iulus (også kaldet Ascanius). En officiel nedskrivning af de mundtligt overleverede myter blev brugt af romerske herskere til at cementere en forbindelse til fortidens helte. Således brugte Augustus, Cæsars adoptivsøn, Livius’ og Vergils værker til at understøtte sin legitimitet til magten.

Litteratur

• Amanda Claridge: Rome, an Oxford Archeological Guide, Oxford University Press, 1998. ISBN 0-19-288003-9
• Ittai Gradel: Emperor worship and Roman religion. Oxford : Oxford University Press, 2002.
• JHWG. Liebeschuetz, Continuity and Change in Roman Religion. Oxford : Clarendon Press, 1979.