Wikipedia:Dagens artikel/4. juni 2005
Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 var en serie af protester, hvor studenter demonstrerede for demokrati i Kina. Demonstrationerne fandt sted mellem 15. april og 4. juni 1989. Protesterne endte voldeligt, da 27. division af Folkets Befrielseshær anvendte magt for at genetablere ro og orden i hovedstaden.
Den 4. maj marcherede ca. 100.000 studenter og arbejdere fredeligt gennem Beijing i protest mod styrets korruption, og krævede demokratiske reformer. Den 20. maj erklærede styret undtagelsestilstand, men demonstrationerne fortsatte. Efter rådslagning mellem lederne i kommunistpartiet beordrede styret militæret at anvende magt for at stoppe opstanden. Tropper og tanks fra Kinas 27. division marcherede ind på Den Himmelske Freds Plads. Den 3. juni indledte Folkets Befrielseshær en voldelig konfrontation mod demokratitilhængerne, der kulminerede 4. juni. Antallet af civile dræbte varierer: New York Times & Hammond [1] siger 400-800, det kinesiske Røde Kors anslår 2.600, og studenterne fastholder at over 7.000 blev dræbt. Antallet af sårede anslås generelt til mellem 7.000 og 10.000, inkl. sårede fra den kinesiske hær. Efter de voldelige begivenheder foretog styret en lang række anholdelser for at undertrykke de tilbageværende tilhængere af bevægelsen, begrænsede adgangen for udenlandsk presse, og sørgede for kontrolleret dæknin i den kinesiske presse. Den voldelige undertrykkelse af protestaktionen på Den Himmelske Freds Plads resulterede i massiv international fordømmelse af det kinesiske styre.