Deklination (astronomi)

For alternative betydninger, se Deklination. (Se også artikler, som begynder med Deklination)

Ved et himmellegemes deklination forstår man i astronomi den ene af to vinkelkoordinater, som bruges til at fastlægge dets position på himmelkuglen, nemlig himmellegemets vinkelafstand fra himlens ækvator.^{:10 :252 :80-81}

Figuren illustrerer ækvatorsystemet og dets koordinater rektascension og deklination. Den viser et udsnit af himlen, der måler 360° × 100° med himlens ækvator løbende gennem midten (sort ret linje). Desuden vises ekliptika, dvs. Solens årlige bane blandt stjernerne, med orange farve. Et himmellegemes position kan i ækvatorsystemet angives med to sfæriske koordinater, rektascensionen α (alfa) og deklinationen δ (delta). Rektascensionen måles fra forårspunktet, der som her traditionelt markeres med et stiliseret vædderhorn. Det er defineret som det punkt i ekliptika, hvor Solen om foråret krydser himlens ækvator for nordgående. Rektascensionen vokser mod venstre. Værdier er på figuren angivet både i gradmål og i tidsmål. Deklinationen måles vinkelret på ækvator voksende mod himlens nordpol. Position af Solen (☉) er markeret tre steder i banen. Til højre i forårspunktet, hvor dens koordinater er (α_☉, δ_☉) = (0°, 0°). Desuden 70° længere fremme i ekliptika; her er dens koordinater (α_☉, δ_☉) = (68° 22′, 26° 57′) = (4^h 33^m, 26° 57′). Og til venstre er Solens længde i ekliptika 270°, det er vintersolhverv, og dens koordinater er (α_☉, δ_☉) = (270°, −23° 27′) = (18^h, −23° 27′).
Himlens lysstærkeste stjerne, Sirius, er markeret med blå farve. Stjernens koordinater er (α_*, δ_*) = (101° 17′, −16° 43′) = (6^h 45^m, −16° 43′). Nær himlens nordpol (δ = 90°, udenfor billedet) finder man den klare stjerne Polaris, hvis koordinater er (α_*, δ_*) = (2^h 32^m, 89° 16′).
Nogle af himlens stjernebilleder er medtaget på illustrationen. Fra venstre mod højre er det Aquila (Ørnen), Scorpius (Skorpionen), Bootes (Bjørnevogteren), Virgo (Jomfruen), Leo (Løven), Orion samt Pegasus med Pegasus-firkanten.

Animationen viser en opskåret himmelkugle med Jorden i centrum. Himlens ækvator er markeret med en vandret blå streg og ekliptika (Solens årlige bane) med rød farve. Et himmellegemes deklination er længden af buen ned til ækvator, regnet med fortegn. Himmellegemets rektascension vises også. Til sidst demonstreres rektascension og deklination for de to klare stjerner Aldebaran og Sirius.

Deklinationen betegnes universelt med δ (delta) og er +90° ved himlens nordpol, -90° ved himlens sydpol, og for objekter på himlens ækvator er δ = 0°. Deklinationer angives oftest i sexagesimale enheder (grader (°), bueminutter (′) og buesekunder (″)), men kan også omregnes til decimaltal. Deklinationen svarer til breddegraden φ, som i geografi benyttes til positionsangivelse. Den anden vinkelkoordinat er rektascensionen α (alfa), der svarer til geografisk længde.

På grund af jordaksens præcessionsbevægelse og stjernernes egenbevægelse ænder deklination (og rektascension) sig med tiden.

Ved forårsjævndøgn er Solens koordinater (α, δ) = (0^h, 0°). Deklinationen δ vokser til +23° 27′ ved sommersolhverv, hvorefter den aftager via 0° ved efterårsjævndøgn til -23° 27′ ved vintersolhverv.

Storcirkler og lillecirkler

Et tænkt plan, som går gennem iagttagerens øje, skærer himmelkuglen i en storcirkel. Horisonten, himlens ækvator, meridianen, ekliptika og den galaktiske ækvator er storcirkler. Hvis planet er parallelt med himlens ækvator, men ikke går gennem centrum, skærer det himmelkuglen i en lillecirkel, som betegnes en deklinationskreds; den svarer til breddecirkler på et landkort eller en globus. Punkter på en lillecirkel har samme deklination.

Etymologi

Betegnelsen deklination er afledt af den latinske, declinatio, der kan oversættes til afbøjning eller afvigelse, nemlig stjernens afvigelse i gradmål fra himlens ækvator. At deklinere betyder jo at gradbøje.