Demokratisk-republikanske parti
Det Republikanske Parti – retrospektivt opkaldt Det Demokratisk-Republikanske Parti (et navn opfundet af historikere og politiske forskere) – og blandt andet også omtalt som Jeffersonian Republikanske Parti,[a][c] var et amerikansk politisk parti grundlagt af Thomas Jefferson og James Madison i begyndelsen af 1790'erne. Det var det ene af de to ledende partier i USA (det andet var Føderalistpartiet) i den første del af USA's historie frem til 1824. Partiet var fortaler af republikanisme, individuel frihed, lige rettigheder, decentralisering, frie markeder, frihandel, agrarisme og sympatiserede med den Franske Revolution. Partiet blev stadig mere dominerende efter valgsejren ved præsidentvalget i 1800, og i takt med at Føderalistpartiet kollapsede.
| Demokratisk-republikanske parti[a] Democratic-Republican Party | |
|---|---|
 | |
| Partileder | |
| Grundlagt | 1792 |
| Nedlagt | 1834 |
| Partiavis | National Gazette[b] |
| Hovedkontor | Washington, D.C.,  USA |
| Politisk ideologi | Jeffersonsk demokrati[1]
|
| Partifarve(r) | |
| Ophav til | |
Partiet blev oprindelig kaldt "Det republikanske parti", men modstanderne brugte navnet "Det demokratisk-republikanske parti" i et forsøg på at koble det til massakrerne under Den Franske Revolution.[kilde mangler] Historikere bruger ofte den sidste betegnelse for at adskille det fra dagens Republikanske parti. Medlemmerne blev betegnet som "Republikanere" eller "Jeffersonske republikanere".
Partiet blev primært dannet for at modarbejde Føderalistpartiets økonomi- og udenrigspolitik, hvor partiet blandt andet gik ind for at holde et godt forhold til Frankrig. Partiet gik desuden ind for en streng tolkning af forfatningen, med størst mulig selvstyre for delstaterne og beskyttelse af den "frie bonde" overfor kapitalkræfterne.
Frem til nederlaget i den britisk-amerikanske krig i 1812 gik partiet imod føderalistenes politik med hensyn til skatter, udviklingen af en marine og andre militærudgifter, statsgæld og etablering af en føderal statsbank, men efter 1812 blev partiet delt i disse spørgsmål, med Jefferson og Madison som ledere af hver sin fløj. Efter at Føderalistpartiet blev splittet i 1815, sluttede store dele fra dette parti sig til Madisons fløj.
I sin 32-årige historie fik partiet valgt tre af sine medlemmer som præsidenter:
- Thomas Jefferson (valgt i 1800 og 1804)
- James Madison (valgt i 1808 og 1812)
- James Monroe (valgt i 1816 og 1820)
Partiet dominerede USAs Kongres og de fleste delstaters forsamlinger, men stod svagest i New England. William H. Crawford, der tabte præsidentvalget i 1824, var sidste præsidentkandidat fra partiet. Allerede der var partiet i opløsning i en række fraktioner, blandt andet en ledet af Andrew Jackson, der udviklede sig til nutidens demokratiske parti. En anden fraktion, ledet af Henry Clay og John Quincy Adams førte til Det nationalrepublikanske parti og senere Whig Party.
Liste over præsidenter
redigér| # | Præsident | Portræt | Tiltrædelse | Afgang |
|---|---|---|---|---|
| 3 | Thomas Jefferson (1743–1826) | 
|
4. marts 1801 | 4. marts 1809 |
| 4 | James Madison (1751–1836) | 
|
4. marts 1809 | 4. marts 1817 |
| 5 | James Monroe (1758–1831) | 
|
4. marts 1817 | 4. marts 1825 |
Noter
redigér- ^ Fra 1791–1793
- ^ Generelt – men ikke udelukkende – omtalte partimedlemmer partiet som Det Republikanske Parti, selvom ordet republikaner ikke skal forveksles med nutidens republikanske parti og deres politiske platform. For at adskille nutidens republikanske parti fra datidens, har historikere og politiske forskere brugt andre navne for datidens parti, såsom "demokratisk-republikanere", "jeffersonske republikanere" og det "demokratiske parti" (sidstnævnte blev brugt nedsættende af føderalisterne, men blev også brugt af nogle internt i partiet). Nogle hævder, at partiet ikke skal forveksles med det nuværende Demokratiske Parti, men en direkte historisk politisk afstamning mellem disse bekræftes ofte af nogle historikere, politiske forskere og af nutidens demokrater, hvilket forstærker begge navnes fortsatte og lejlighedsvis udskiftelig brug.
Referencer
redigér- ^ Larson, Edward J. (2007). A Magnificent Catastrophe: The Tumultuous Election of 1800, America's First Presidential Campaign. Simon and Schuster. s. 21. ISBN 9780743293174.
The divisions between Adams and Jefferson were exasperated by the more extreme views expressed by some of their partisans, particularly the High Federalists led by Hamilton on what was becoming known as the political right, and the democratic wing of the Republican Party on the left, associated with New York Governor George Clinton and Pennsylvania legislator Albert Gallatin, among others.
- ^ Ohio History Connection. "Democratic-Republican Party". Ohio History Central. Arkiveret fra originalen 29. december 2021. Hentet 30. august 2017.
Democratic-Republicans favored keeping the U.S. economy based on agriculture and said that the U.S. should serve as the agricultural provider for the rest of the world […]. Economically, the Democratic-Republicans wanted to remain a predominantly agricultural nation, [...].
- ^ Adams, Ian (2001). Political Ideology Today (reprinted, revised udgave). Manchester: Manchester University Press. s. 32. ISBN 9780719060205.
Ideologically, all US parties are liberal and always have been. Essentially they espouse classical liberalism, that is a form of democratized Whig constitutionalism plus the free market. The point of difference comes with the influence of social liberalism.
- ^ Matthews, Richard K. (1984). The radical politics of Thomas Jefferson: a revisionist view. Lawrence, KS: University Press of Kansas. s. 18. ISBN 0-7006-0256-9. OCLC 10605658.
- ^ Beasley, James R. (1972). "Emerging Republicanism and the Standing Order: The Appropriation Act Controversy in Connecticut, 1793 to 1795". The William and Mary Quarterly. 29 (4): 604. doi:10.2307/1917394. JSTOR 1917394.
- ^ Wood. The American Revolution. s. 100.
- ^ "Democratic-Republican Party". Encyclopædia Britannica. 20. juli 1998. Hentet 30. august 2017.
The Republicans contended that the Federalists harboured aristocratic attitudes and that their policies placed too much power in the central government and tended to benefit the affluent at the expense of the common man.