Wikipedia

Quintus Asconius Pedianus

Quintus Asconius Pedianus var en lærd latinsk forfatter fra 1. århundrede e.Kr. Han skrev en række værker, hvoraf kun fem kommentarer til et udvalg af Marcus Tullius Ciceros taler er overleveret til i dag. Moderne filologer og historikere mener, at Asconius er den mest pålidelige kommentator blandt de antikke og efterantikke kommentatorer til Ciceros taler.[2] Derfor er Asconius' kommentarer en vigtig kilde bl.a. til den romerske republiks historie.[3] Fra den tidlige middelalder er der sammen med Asconius' kommentarer også overleveret en anden kommentar, der af moderne filologer bliver anset for at være skrevet af Pseudo-Asconius. Sammenlignet med andre antikke forfattere fra samme periode har interessen for Asconius været begrænset i forhold til udgivelser og oversættelser.

Quintus Asconius Pedianus
Romerske Kejserrige
Født9 f.v.t. Rediger på Wikidata
Padova, Italien Rediger på Wikidata
Død76 Rediger på Wikidata
Rom, Italien Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseGrammatiker, historiker, digter Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Den første side i håndskriftet M,[1] som er et af de smukkeste af de overleverede håndskrifter.

Asconius' liv

redigér

Der er ikke overleveret mange oplysninger om Asconius' liv. De få oplysningerne, vi har, er oplysninger, man kan udlede fra kommentarerne selv eller fra omtale af Asconius i andre tekster. Omtalerne af Asconius er overleveret tilfældigt og spredt på mange forskellige tekststeder i den antikke litteratur. Den mest opfattende samling af referencer til Asconius finder man hos Clark.[4]

Fødsels- og dødsår

redigér

I Hieronymus' Verdenskrønike (Chronicon (en)) under året 76 e.Kr. står der følgende om Asconius:

Quintus Asconius Pedianus anses for at være en glimrende historieskriver, som i en alder af 73 år mistede synet. Han levede yderligere 12 år i den største hæder. Q. Asconius Pedianus scriptor historicus clarus habetur, qui LXXIII aetatis suae anno captus luminibus, XII postea annis in summo honore consenescit.[5]

Hieronymus har sine oplysninger fra Svetons værk Om berømte mænd (De viris illustribus), og det er derfor forholdsvis sikkert at udlede, at Asconius blev født i 9 f.Kr., blev blind i 64 e.Kr. og døde i 76 e.Kr. Dog skal man være opmærksom på, at Asconius' blindhed kan være produkt af en mytedannelse om forfatteren, en form for litterær konvention.

Fødested

redigér

Asconius er sandsynligvis født i eller ved Patavium, nutidens Padova i Italien. Han betegner nemlig historikeren Livius som "vores". [6] Det indikerer et slægtskab fx at de kom fra samme by.

Social placering

redigér

Asconius demonstrerer i kommentarerne et grundigt indblik i romersk politik på Ciceros tid. Det er derfor sandsynligt, at Asconius selv var fra senator- eller ridderstanden. To tekststeder understøtter yderligere, at Asconius var en del af de øverste kredse i Rom, idet han havde kontakter til andre senatorer.

1) I det middelalderlige byzantinske leksikon Suda optræder Asconius, og her hedder det om ham:

De to konsuler var [Quintus] Junius Blaesus og Lucius [Antistius Vetus]. Da Blaesus var blevet inviteret til fest, tog han Asconius Pedianus med som en uindbudt ledsager. Det var nemlig tilladt, at inviterede gæstede kunne invitere en slags skygger af dem selv med. ὑπάτω δὲ ἤστην Ἰούνιος Βλαῖσος καὶ Λεύκιος: ὁ τοίνυν Βλαῖσος ἐπὶ τὴν θοίνην κληθεὶς οἷον ἐφολκίδα ἄκλητον ἐπάγεται Ἀσκώνιον Παιδιανό.[7]

Junius Blaesus og Lucius Lucius Antistius Vetus var konsuler i år 28 e.Kr.

2) Et andet tekststed er fra Servius'  (en) kommentar til Vergils 4. ekloge:

Asconius Pedianus anfører, at han selv havde hørt fra Gallus, at denne ekloge [4. ekloge] var blevet skrevet til Gallus’ ære. Asconius Pedianus a Gallo audisse se refert, hanc eclogam in honorem eius factam.[8]

Denne Gallus er Gajus Asinius Gallus. Han var senator under kejser Tiberius og døde i 33 e.Kr.

Asconius' kommentarer

redigér

Der er i alt overleveret fem kommentarer af Asconius til følgende taler af Cicero:

- Talen mod Piso (In Pisonem)

- Forsvarstalen for Scarus (Pro Scauro)

- Forsvarstalen for Milo (Pro Milone (en))

- Forsvarstalen for Cornelius (Pro Cornelio)

- Valgtalen i Senatet (In toga candida (en))

Dog er det usikkert, om Asconius' kommentarer er overleveret i deres helhed.[9] Af de fem oprindelige taler, som Cicero holdt, er det kun Forsvarstalen for Milo (Pro Milone), der er overleveret fuldstændigt. De øvrige af Ciceros taler er mere eller mindre fragmentarisk overleveret. I flere tilfælde er citaterne hos Asconius den eneste mulighed for at læse en del af den oprindelige tale.

Kommentarernes datering

redigér

Ud fra de oplysninger man kan finde i kommentarerne, kan de dateres til perioden 54-57 e.Kr. I Forsvarstalen for Scaurus (Pro Scauro) skriver Asconius følgende om ejerskabet til et bestemt hus:

Nu ejes huset af Largus Caecina, som havde været konsul sammen med Claudius. Possidet eam nunc Largus Caecina qui consul fuit cum Claudio.[10]

Den omtalte Claudius er kejser Claudius (10 f.Kr.-54 e.Kr.), som i år 42 e.Kr. var konsul sammen med Largus Caecina. På det tidspunkt hvor Asconius skrev kommentaren, må kejser Claudius være død pga. den manglende kejsertitel. Normalt ville en afdød kejser så blive omtalt som "guddommelig".[11] Men efter kejserens død fratog den nye kejser, kejser Nero, og det romerske senat den afdøde kejser alle hans titler. Den nævnte Largus Caecina står opført som medlem af præstekollegiet Fratres Arvales (en) indtil år 57, hvilket skyldes, at han døde det år.

 
Siderne er fra håndskrift P, det ældst overleverede vi har. De indeholder slutningen på Asconius' kommentar til Talen mod Piso (In Pisonem) og Forsvarstalen for Scaurus (Pro Scauro). Afskriveren Poggio har omhyggeligt markeret teksten inddeling med en centreret udhævningsskrift. Nederst på venstre side står der: "argumentum hoc est" (Dette er indledingen) og tilsvarende på den højre side står der: "ENERATIO CIR[A] VER[SUS A] PRIM[O] XXXX" (Kommentar omkring 40 linjer fra begyndelsen).

Kommentarernes opbygning og indhold

redigér

Asconius' kommentarer begynder med en redegørelse af forløbet op til selve talen, kaldet argumentum på latin. Herefter kommer selve kommentardelen enarratio. Den består af citater fra talen, såkaldte lemmata, og Asconius' kommentar hertil. Der er ikke nogen tvivl om, at det har været nødvendigt at have Ciceros tale liggende ved siden af, imens man læste Asconius' kommentar. Asconius angiver, hvor i talen han kommenterer ved at angive hvor mange linjer, han er fra bogrullens begyndelse eller slutningen.[12] Endelig slutter kommentaren af med en redegørelse for retssagens udfald, der ikke bærer nogen overskift.

Hovedparten af kommentarerne handler om den historiske baggrund for talerne og giver forklaringer på juridiske og politiske elementer[13], hvilket gør kommentarerne til en vigtig kilde til den romerske republiks politiske historie. Men Asconius berører et væld af emner i sine kommentarer og er derfor også en nyttig kilde til bl.a. socialhistorie.[14] Mange senere kommentarer til taler af Cicero har deres fokus på sproget i talerne, hvilket ikke var nødvendigt på Ascosinus' tid omkring 100 år efter, at talerne var blevet holdt. På det tidspunkt kunne man fortsat læse talerne ubesværet.

Et eksempel på en typisk Asconius-kommentar er følgende fra Forsvarstalen for Scaurus (Pro Scauro). Teksten i kursiv er et citat fra Ciceros tale, hvorefter Asconius' kommentar følger. Asconius vil her forklare, hvorfor Scaurus d.æ. blev anklaget.

Han [Scaurus d.æ.] måtte også underlægge sig en folkedomstol, hvor folketribunen Gnaius Domitius påbegyndte sagen.

Subiit etiam populi iudicium inquirente Cn. Domitio tribuno plebis.[15]

Gnaeus Domitius, som var konsul sammen med Gaius Cassius, var som folketribun rasende på Scaurus [d.æ.], fordi denne ikke havde optaget ham i augurkollegiet. Domitius stævnede ham for retten og krævede en straf […] Cn. Domitius, qui consul fuit cum <C.> Cassio, cum esset tribunus plebis, iratus Scauro, quod eum in augurum collegium non cooptaverat, diem ei dixit apud populum [...][15]

Kommentarernes antal

redigér

Asconius skrev med sikkerhed flere kommentarer end dem, vi har fået overleveret, men hvor mange flere er uvist. Det fremgår af referencer inde i kommentarerne til andre kommentarer, der er ikke er overleveret.[16] Marshall har lavet den største fortegnelse over sådanne interne referencer.[17] Følgende er et eksempel på en intern reference:

Dette er praksis i sådanne taler. Således siger Cicero også i den tale, som han holdt mod Catilina i senatet [...] Haec consuetudo in ipsis orationibus est: itaque Cicero in ea quoque quam habuit in Catilinam in senatu, ait [...][18]

De interne referencer sandsynliggør, at Asconius fx har skrevet en kommentar til Talen mod Catilina I-IV (In Catilinam I-IV) og Forsvarstalen for Sestius (Pro Sestio).

Et andet vidnesbyrd herom er fra Aulus Gellius' Attiske Nætter (Noctes Atticae), hvor det hedder:

Asconius har mindet os om, at også Fenestella har begået en fejl i denne sag, fordi Fenestella har skrevet, at Cicero holdt Forsvarstalen for Sextus Roscius [Pro Sextio Roscio] som 25-årig. In qua re etiam Fenestellam errasse Pedianus Asconius animadvertit, quod cum scripserit sexto vicesimo aetatis anno pro Sex. Roscio dixisse.[19]

Talen Forsvarstalen for Sextus Roscius (Pro Sexto Roscio) fra 80 f.Kr. er en af de første taler, Cicero holdt. Det tyder på, at Asconius oprindeligt har kommenteret talerne kronologisk. Marshall mener derfor, at Asconius langt mere systematisk har kommenteret Ciceros taler end det indtryk, som de overleverede kommentarer giver.[20]

Et tredje vidnesbyrd om, at Asconius havde skrevet langt flere taler, er af yngre dato. Da renæssancehumanisten Poggio genfandt håndskrifterne med Asconius' kommentarer i 1416, skrev han et brev til sin ven Guarinus Veronensis om opdagelsen.

Desuden har jeg fundet de tre første og halvdelen af fjerde bog af Valerius Flaccus' "Argonautica" og kommentarer, en slags behandling af otte af Ciceros taler af Asconius, en meget velskrivende mand; dem har Quintilian selv omtalt. Reperimus preterea libros tres primos et dimidiam quarti C. Valerii Flacci Argonauticon et Expositiones tanquam thema quoddam super octo Ciceronis orationibus Q. Asconii Pediani, eloquentissimi viri, de quibus ipse meminit Quintilianus.[21]

Det vides ikke, hvorfor tre af kommentarerne er forsvundet ud af overleveringen, så der kun er fem kommentarer til vores rådighed i dag og ikke otte, som Poggio skriver om. Lewis antyder muligheden for, at der er sket en fejl.[22]

Kommentarernes rækkefølge i håndskrifterne

redigér
 
Denne indholdsfortegnelse er fra 1492-udgaven,[23] som er den næsttidligste udgivelse af Asconius. Her fremgår det, at rækkefølgen er magen til håndskrifternes. Som eksempel står der i de to øverste linjer: "Asconii Pediani In ciceronis orationes Commentarii / Asconii Pediani Contra Lucium pisonem commentarii" (Asconius Pedianus' kommentarer til Ciceros taler / Asconius Pedinanus kommentar til Talen mod Piso).

I de moderne tekstkritiske udgaver og i langt de fleste optryk er rækkefølgen af kommentarerne magen til rækkefølgen i håndskrifterne. Der er henvisninger mellem kommentarerne, hvilket peger på, at de oprindeligt har haft en anden rækkefølge, muligvis kronologisk i forhold til hvornår Cicero holdt talerne. Det er ikke muligt at forklare rækkefølgen i håndskrifterne. I en kronologisk orden vil talernes rækkefølge så sådan ud:

Kommentarernes læsere

redigér

Målgruppen for Asconius' kommentarer var lærde romere, der interesserede sig for praktisk retorik. Ciceros taler er uden sidestykke de bedste, der skrevet på klassisk latin. Men det er uvist om Asconius' kommentarer oprindeligt var tænkt til offentliggørelse. Der er nemlig to steder i kommentarerne, hvor Asconius henvender sig direkte til sine sønner, så kommentarerne kan være blevet til som et led i sønnernes uddannelse.

Sønner, I er gamle nok til at man kan forklare, hvad det vil sige at udskille et lovforslag. Quid sit dividere sententiam ut enarrandum sit vestra aetas, filii, facit.[24]
Men for at jeg mere præcist kan tilfredsstille jeres unge alder, har jeg selv gennemgået Acta for hele denne periode. Sed ego, ut curiosius aetati vestrae satisfaciam, Acta etiam totius illius temporis persecutus sum.[25]

Man skulle være mindst 25 år for at deltage i senatsmøderne, så læsning af den største taler fra den romerske republik, nemlig Cicero, kan bl.a. have været sønners forberedelse på en politisk og juridisk karriere. Læsningen har medført en række spørgsmål til indholdet, som kommentarerne besvarer. Hvis kommentarerne på den måde var tænkt som undervisningsmateriale eller er opstået af Asconius' undervisning, forklarer det kommentarernes enkle sprog, opbygning og indhold.[26] Men at skrive værker til sine sønner kan også opfattes som en litterær konvention, hvilket bl.a. Griffin anfører som en mulighed.[27]

Asconius' kilder til kommentarerne

redigér

Asconius anfører ofte sammenlignet med andre antikke forfattere, hvad hans kildegrundlag er og præcis hvorfra i kilderne, han har sine oplysninger. Undertiden anfører han også, at han er uenig med en kilde, og som noget ret enestående for antikke forfattere angiver Asconius i et enkelt tilfælde, at han ikke har kunnet finde oplysninger i en kilde. I mange tilfælde har han benyttet sig af kilder, som vi ellers har meget lidt eller intet direkte kendskab til.[28]

Asconius' væsentligste kilder er[29]:

1. Cicero: Der er tydeligt, at Asconius har haft adgang til selve talerne. Desuden refererer han til et nu tabt værk af Cicero Udfoldelse af min Politik (Expositio consiliorum suorum) og til to af Ciceros retoriske værker: Om taleren (De Oratore (en)) og Om den bedste taler (De optimo genere oratorum (en)). Yderligere har Asconius haft adgang til det nu tabte værk Noter (Commentarii), et værk med noter og notitser mv. til forskellige taler af Cicero, som hans frigivne slave Tiro redigerede og udgav efter Ciceros død. Men det lader ikke til, at Asconius har benyttet sig af Ciceros omfattende brevsamlinger.[30]

2. Acta Senatus (en): Dette er Roms officielle arkiv, som Asconius angiver i seks tilfælde direkte at have benyttet sig af og ikke mindst at have gennemgået en del af systematisk.[31]

3. Fenestella (en): Mindst fem gange nævner Asconius denne romerske historiker, der havde skrevet et annalistisk værk på 22 bind. Flere gange argumenterer Asconius mod Fenestella.[32]

4. Livius: To gange nævner Asconius Livius som kilde. Livius havde skrevet historieværket Fra Roms grundlæggelse (Ab urbe condita) i 142 bøger.

5. Sallust: Asconius nævner en enkel gang Sallust, sandsynligvis i forhold til hans værk Historier (Historiae). Til gengæld lader det ikke til, at Asconius har brugt værket Den catilinariske sammensværgelse (De coniuratione Catilinae) til sin kommentar Valgtalen i senatet (In senatu in toga candida).

6. Tiro (en): Ciceros frigivne slave skrev en biografi om Cicero (Vita Ciceronis), som Asconius har brugt som baggrund.

Andre værker af Asconius

redigér

Udover de fem kommentarer er der tegn på, at Asconius har skrevet en række andre værker.

Et værk om alderdom: I Plinius den ældres Naturhistorie (Naturalis Historia) antydes det, at Asconius skulle have udarbejdet et værk om alderdom.

Asconius Pedianus er ophavsmanden til, at Sammulla også har levet i 110 år. Sammullam quoque CX vixisse auctor est Pedianus Asconius[33]

Et forsvar af Vergil: Donat (en) skrev en Vergil-bibliografi omkring midten af det 4. århundrede og kommer her ind på tidligere værker om Vergil[34]:

Asconius Pedianus fremlagde netop i en bog, som han skrev mod Vergils kritikere, enkelte kritikpunkter mod Vergil særligt i forhold til historien, og at Vergil havde hentet det meste fra Homer.[35] Asconius Pedianus libro, quem contra obtrectatores Vergilii scripsit, pauca admodum obiecta ei proponit eaque circa historiam fere et quod pleraque ab Homero sumpsisset.[36]

Biografi af Sallust:

 
Forsiden af J.N. Madvigs disputats på latin fra 1828.

En kommentator til Horats kaldet pseudo-Acron fra det 10. århundrede skriver, at Asconius havde skrevet en biografi om Sallust. Selve citatet fra Horats er i kursiv.

Han blev pisket til døde [...]

Sallust siges at være blevet pisket til døde af Milo, da han var blevet fanget i utroskab med Fausta, Sullas datter. Ham omtaler Asconius Pedianus i sin biografi om Sallust.

Ille flagellis ad morten caesus [...]

Sallustius enim Crispus in Faustae, Sullae fillae, adulterio deprehensus ab Annio Milone flagellis caesus esse dicitur: quem Asconius Pedianus in uita eius significat.[37]

Pseudo-Asconius

redigér

Der er sammen med de øvrige kommentarer også overleveret kommentarer til en del af Ciceros De verrinske taler (In Verrem (en)). Man har tidligere regnet med, at de også var skrevet af Asconius. Men efter moderne filologers vurdering er kommentarerne til De verrinske taler (In Verrem) ikke er skrevet af Asconius, men af en middelalderlig kommentator fra 4. eller 5. århundrede. Det var den danske filolog J.N. Madvig, der som den første udskilte kommentaren til De verrinske taler (In Verrem) fra de øvrige fem kommentarer.[38]

Poggios fund af Asconius-kommentarerne i St. Gallen-klostret

redigér
 
Træsnit af kirkemødet i Konstanz 1414-18 fra Ulrich von Richenthals krønike.[39]

Alle overleverede håndskrifter til Asconius' kommentarer kan føres tilbage til fundet af et enkelt håndskrift i den dengang lille sydtyske by St. Gallen i sommeren 1416 af renæssancehumanisterne Poggio Bracciolini, Bartolomeo da Montepulciano og Agapito Cencio.[40]

Poggio arbejdede som embedsmand i pavens Curie i Rom. Helt i tidens ånd interesserede han sig for antikken og herunder særligt for studiet og indsamlingen af hidtil ukendte antikke håndskrifter. Poggio fik i 1416 en mulighed, der skulle vise sig at være enestående, for at indsamle sådanne håndskrifter i et område, Sydtyskland, der endnu ikke i særlig grad var påvirket af Mellemitaliens renæssance og interesse for antikken.

Poggio drog i 1416 til den sydtyske by Konstanz, hvor der var indkaldt til kirkemøde for at bilægge den kirkelige strid, der gik på, at der var flere konkurrerende paver. Mødet i Konstanz kom efter et mislykket kirkemøde i Pisa i 1409, hvis formål også havde været at bilægge striden, men kirkemødet i Pisa havde blot medført, at en tredje pave var blevet valgt. Paverne i Rom og Avignon ville alligevel ikke træde tilbage til fordel for den nyvalgte Pisa-pave. Den nye tredje pave i Pisa blev Johannes XXIII,[41] der havde været kardinal i Rom. Da han skulle oprette sin nye curie i Pisa, tog han dygtige embedsmænd såsom Poggio med sig.

 
En rekonstruktion af klostret i St. Gallen, hvor Poggio i kælderen under det lyserøde tårn fandt det ældst kendte håndskrift til Asconius-kommentarerne i sommeren 1416. Se Clark 1926 p. 282.

Kort efter at mødet i Konstanz i 1416 var begyndt, afsatte kirkemødet Johannes XXIII, men der gik yderligere to år, før en ny pave blev valgt, og striden endeligt blev bilagt. Efter Johannes XXIII’s afsættelse befandt Poggio sig i Sydtyskland uden nogen forpligtigelser længere. Han brugte derfor tiden til at afsøge områdets klostre for sjældne håndskrifter, også klosteret i St. Gallen.[42] I et brev til sin ven Guarinus Veronensis, skriver Poggio følgende om klostret i St. Gallen:

20 romerske mil fra denne by [Konstanz] ligger klostret St. Gallen. Derfor tog nogle stykker af os derhen for at slappe af og se nærmere på de bøger, som man sagde, at der var mange af. Blandt en meget stor samling af bøger, som det ville være for omstændeligt at gennemgå, fandt vi dertil en uskadt og hel Quintilian-tekst, der dog var fuld skimmel og beskidt af støv. Bøgerne var nemlig ikke i biblioteket, som bøgernes værdi krævede, men i det fæleste og mørkeste fangehul under et tårn. Et sted hvor man ikke engang man ville kaste dødsdømte ned. Est autem Monasterium Sancti Galli prope urbem hanc mil. pas. XX. Itaque nonnulli animi laxandi et simul perquirendorum librorum, quorum magnus numerus dicebatur, gratia eo perreximus. Ibi inter confertissimam librorum copiam, quos longum esset recensere, Quintilianum comperimus adhuc salvum et incolumem, plenum tamen situ et pulvere squalentem. Erant enim non in Bibliotheca libri illi, ut eorum dignitas postulabat, sed in teterrimo quodam et obscuro carcere, fundo scilicet unius turris, quo ne capitalis quidem rei damnati retruderentur.[21]

Klosteret havde i 13. og 14. århundrede været et væsentligt politisk og akademisk center og dertil et meget rigt kloster med store jordbesiddelser.[43] Men klostret var på Poggios tid inde i en længere nedgangsperiode pga. krige i området og dårlig ledelse, hvilket betød at opbevaringen af håndskrifterne var blevet nedprioriteret.[44] Poggios enestående fund af håndskrifter i St. Gallen indbefattede udover Asconius også tekster af vigtige antikke forfattere såsom Quintilian og Tacitus.

Håndskrifternes slægtskab

redigér

Det ældste kendte håndskrift med Asconius' kommentarer blev fundet i 1416 i byen St. Gallen. Dette håndskrift er opkaldt efter byens latinske navn "Sangellensis". Men for at markere at håndskriftet ikke eksisterer længere, bruger man et græsk bogstav. I dette tilfælde bogstavet sigma Σ, som svarer til et S i det latinske alfabet.

Alle 31 overleverede håndskrifter er afskrifter af håndskriftet Σ. Allerede samme år det blev fundet, lavede både Poggio og Bartolomeo da Montepulciano hver deres afskrift (henholdsvis håndskriftet P og μ), og Sozomeno tog sin afskrift året efter i 1417, kaldet S. Hver af disse tre afskrifter er igen blevet afskrevet og udgør hver sin "familie" i stemmaet over håndskrifterne til Asconius.[45]

Herunder præsenteres de enkelte håndskrifter opdelt i de tre "familier" evt. med et link til de digitaliserede udgaver af håndskrifterne eller en beskrivelse af håndskriftet fra den institution, som opbevarer det.

 
Stemma over håndskrifterne med Asconius-kommentarerne. Stemmaet er inspireret af Flambards.[46]

Σ = Codex Sangallensis Ud fra de beskrivelser af bl.a. skrifttypen, der er overleveret, mente Kieβling (en) og Schöll  (en), at håndskriftet Σ er en afskrift fra det 9. århundrede. Håndskriftet var, da det blev fundet i 1416, i en meget dårlig stand, hvilket gjorde det svært at afskrive.[47]

1) S = Codex Pistoriensis, Forteguerri A 37[48] Afskriften som Sozomenus tog i 1417. Der findes dog en anden opfattelse af håndskriftet, der er fremsat af den italienske filolog Sabbadini.[49] Han mente, at Sozomenus ikke selv havde direkte adgang til håndskriftet Σ, men at han afskrev en afskrift af håndskriftet Σ, der skulle være udarbejdet af en for os ukendt afskriver. Sabbadini baserer sin teori på kolofonen i håndskriftet, hvor der står, at afskriveren selv var med til at finde håndskriftet, hvilket Sozomenus ikke kan have været, da han først ankom til Konstanz i 1417.

  • g = Codex Vaticanus Ottobonianus Latinus 1322[50]
  • s = Codex Parisinus Latinus 7833[51]
 
Alternativt stemma over håndskrifterne til Asconius foreslået af Sabbadini.

2) P = Matritensis 8514 (tidligere X.81)[52] Der er i dag bred enighed om, at dette håndskrift er den afskrift som Poggio selv tog i 1416. Tidligere har man ment, at dette var en afskrift af den afskrift, som Poggio lavede.[53] Der er i håndskriftet noter og marginalkommentarer fra flere forskellige personer, der betegnes som P2. Håndskriftet er udførligt beskrevet i en artikel af Giarratano.[54]

  • o = Codex Oxoniensis, Bodeian Library, Canonici Miscellaneous 217[55]
  • v = Codex Vaticanus, Archivio di San Pietro H 12[56]
  • f = Codex Pistoriensis Fabronianus 150[57]
  • p = Codex Parisinus lat. 7832[58]
  • d = Codex Vaticanus Barberius Latinus 131[59]

3) Μ = Bartolomeo da Montepulciano lavede sin egen afskrift i sommeren 1416, men denne er nu gået tabt. Bemærk, at håndskriftet betegnes med det græsk bogstav Μ, som ligner det store latinske bogstav M.

  • M = Laurentianus LIV.5[60]
 
Kolofonen fra Codex Matritensis 8514[61] håndskriftet P (udsnittet er farvemanipuleret): "[...] Dette fragment blev fundet i klosteret i Sankt Gallen omkring 20 romerske mil fra Konstanz sammen med en del af Q. Asconius Pedianus. Gid Gud ville overlade til en anden at finde begge værker uskadte. Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Poggius Florentinus".[62]

Hertil kommer en række yngre håndskrifter, som ikke indgår i stemmaet, og som alle er beslægtet med håndskriftet P.

  • Additional Manuscripts 24894[63]
  • Codex Bodmer 186[64]
  • Codex Urbinus Latinus 317[65]
  • Codex Vindobonensis 26 (kaldet Codex Latinus 427 på Det Ungarske Nationalmuseum)[66]
  • Collectie Bibliotheca Publica Latina 222[67]
  • Harley Manuscript 5238[68]
  • Holkham Hall 392[69]

Editionshistorie

redigér

Den første trykte udgave, editio princeps (en), af Asconius' kommentarer kom i 1477 i Venedig. Denne udgivelse af Asconius er en direkte kopi af håndskriftet Codex Barberianianus Latinus 131.[70] Udgivelsen var et trebindsværk med Cicero-kommentarer, hvoraf Asconius' kommentarer udgjorde en mindre del. De øvrige kommentarer var ikke fra antikken, men skrevet af samtidige kommentatorer. Den mest omfattende, men dog ikke komplette, optegnelse over udgivelser finder man hos Flambard, og det er hans arbejde, der ligger til grund for opgørelsen her.[71]

 
Dette er den første side af Asconius' kommentar til Talen mod Piso (In Pisonem) fra 1492-udgaven.[23] Læg mærke til det manglende initial i venstre hjørne. På dette tidlige udviklingstrin af bogtrykkerkunsten i Europa var det nemlig almindeligt som i håndskrifter at udsmykke initialerne på kunstfærdig vis, men for at sikre at det blev det rigtige bogstav, som maleren skrev og udsmykkede, har trykker lavet et lille H. Uvist af hvilken årsag er maleren aldrig kommet i gang med sit arbejde her.

Inkunabler

redigér
Trykkested og udgivelsesår Udgiver/ redaktør Bemærkning
Venedig 1477[72] Hieronymus Squarzaficus Alexandrinuss Teksten i editio princeps er et direkte optryk af håndskriftet d
Venedig 1492/1498[73] Christophorus de Pensis de Mandello Optryk af 1477-udgaven. Publikationsdateringen er usikker
Milano 1493[74] Léonard Pachel Optryk af 1477-udgaven

Udgivelser i 16. årh.

redigér
Trykkested ogudgivelsesår Udgiver/redaktør Bemærkning
Firence 1519[75] Antonius Francinus Varchiensis Optryk af 1477-udgaven
Paris 1520[76] Beraldus Aurelius Optryk af 1477-udgaven med tekstrettelser
Venedig 1522[77] Franciscus Asulanus Optryk af 1519-udgaven, men med et nyt layout
Haag ca. 1530[78] Philipp Melanchthon Optryk af 1520-udgavens tekst, men layout inspireret af 1522-udgaven
Strasbourg 1535[79] Philipp Melanchthon Optryk af 1530-udgaven
Paris 1536[80] Jacques Loys En ny tekst med håndskrifter fra P-familien
Venedig 1547[81] Paulus Manutius (en) En ny tekst med håndskrifter fra P-familien
Lyon 1551[82] François Hotman En ny tekst inspireret af 1536- og 1547-udgaverne
Venedig 1553[83] Paulus Manutius (en) Optryk af 1447-udgaven
Venedig 1563[84] Paulus Manutius (en) Optryk af 1447-udgaven
Köln 1578[85] Titus von Popma Ny udgave inspireret af 1551-udgaven

Udgivelser i 17. årh.

redigér
Trykkested og udgivelsesår Udgiver/redaktør Bemærkning
Köln 1621[86] Anton Hierat Blanding af 1551-, 1563- og 1578-udgaverne
Leiden 1644[87] Franciscus Hack Optryk af1551-udgaven med rettelser
Leiden 1675[88] Franciscus Hack Optryk af 1644-udgaven
Leiden 1692[89] Jakob Gronovius Janus Gruter udarbejdede en ny tekst
Leiden 1698[90] Thomas-Théodore Crusius Optryk af 1551-udgaven
Amsterdam 1699[91] Johann Georg Graevius  (en) Ny udgave inspireret af 1551-udgaven

Udgivelser fra 18. og 19. århundrede

redigér

I denne periode udkom Ascosinus' kommentarer kun i forbindelse med større udgivelser af Ciceros mange værker og ikke som et selvstændigt værk.

Trykkested og udgivelsesår Udgiver/redaktør
Amsterdam 1724[92] Isaacus Verburgius
Napoli 1788[93] Gasparo Garatoni
Milano 1817[94] Angelo Mai (en)
Leipzig 1814-1823[95] Christian Gottfried Schütz

Tekstkritiske udgaver

redigér

Der er i alt udarbejdet fem moderne tekstkritiske udgaver af Asconius' kommentarer.[96] Clarks tekstkritiske udgave fra 1907 er den mest læste og refererede. Det er desuden den, som er lagt til grund for oversættelserne.[97] Der findes flere steder i litteraturen, hvor en ny tekstkritisk udgave er ønsket til erstatning for Clarks udgave. Ward skriver fx: "[...] as is fervently to be hoped, a modern text of Asconius should be produced[...]".[98] Ønsket skyldes bl.a., at håndskrifternes slægtskab ikke er fuldt ud klarlagt.[99] Forskellen mellem de eksisterende tekstkritiske udgaver ligger i deres forståelse af håndskrifterne og dermed de forskellige håndskrifters troværdighed.

Baiter (en) og Orelli  (en) 1833: Denne udgave er i moderne forstand ikke en egentlig tekstkritisk udgave. Udgaven bygger alene på afskrifter af håndskriftet P og inddrager i stort opfang historiske optryk af kommentarerne. Men udgaven er et vigtigt led i forskningen og interessen for Asconius.[100]

Kieβling (en) og Schöll  (en) 1875: Dette var den første moderne tekstkritiske udgave af kommentarerne. Udover de to forfattere var filologer som J.N. Madvig, Mommsen og Bücheler involveret i arbejdet.[100] Mens Baiter og Orelli kun havde afskrifter af håndskrifter P til deres rådighed, havde Kieβling og Schöll adgang til håndskrifterne M og S, som i mellemtiden var dukket op fra forskellige biblioteker og samlinger. Dog var deres vurdering af de to håndskrifter forskellig fra senere tekstkritiske udgavers. De mente, at Poggios egen afskrift af håndskriftet Σ var gået tabt, og håndskriftet P i Madrid blot var en simpel afskrift af Poggios. De vurderede derfor, at håndskriftet P havde lige så stor troværdighed som håndskriftet M. Dette håndskrift er som bekendt heller ikke en direkte afskrift af håndskriftet Σ. De baserede derfor mange af deres læsninger på håndskriftet S, som de mente var en direkte afskrift af håndskriftet Σ.

Clark 1907: Teksten kom som en OCT-udgave og er den mest læste og den eneste udgave, der har ligget til grund for oversættelse. I forordet argumenterer Clark overbevisende for, at håndskriftet P er Poggios egen afskrift. Han anser derfor håndskiftet P som mere lødigt end håndskrifterne M og S, da han mente, at disse håndskrifter ikke var en direkte afskrift af håndskriftet Σ. Som sammenfatning hedder det i den anonyme anmeldelsen fra "Hermathena": This volume [...] is quite certain to be acknowledged as the definitive edition of Asconius, at least until some new and most important manuscript comes to light - a contingency not very likely to happen".[101]

Stangl (en) 1912: Udover Asconius' kommentarer indeholder denne udgave også kommentaren af Pseudo-Asconius og dertil en lang række arbejder af efterantikke kommentatorer til Ciceros taler. Udgaven skiller sig ud fra Clarks udgave, idet den i flere tilfælde foretrækker læsninger fra håndskriftet S frem for håndskriftet P. Stangl mente nemlig, at Poggio i flere tilfælde selvstændigt havde rettet i sin afskrift i forhold til forlægget håndskriftet Σ for at forbedre teksten. Udgaven besidder betydelige kvaliteter,[102], og i Clarks anmeldelse hedder det bl.a.: "Stangl's stately volumen is indispensable to all serious students of Cicero".[103]

Giarratano 1920: Da Giarratano udgiver sin tekstkritiske udgave, er han som Clark blevet overbevist om, at håndskriftet P er Poggios egen afskrift, men han fastholder, at Sozomenus, som lavede håndskriftet S, ikke havde direkte adgang til Σ.[104] Clark skriver følgende i sin anmeldelse: "A modern editor cannot hope to add much that is novel, and must be content to pick and choose among suggestions which have been made already. In this department Giarratano shows himself eminently sane and conservative".[105] Clarks vurdering af Girrantanos udgave som en, der er redelig, men ikke bringer væsentligt nyt, bliver delt af Ward i dennes anmeldelse.[106] Reubel synes dog at foretrække Giarratano frem for de øvrige udgaver.[107]

Moderne kommentarer til Asconius

redigér

Der findes tre kommentarer[108], der dækker alle Asconius' kommentarer. De forholdsvis få kommentarer kan skyldes det vanskelige i at kommentere en kommentar.[109]

Flambard 1975: I artiklen Quinti Asconii Pediani Commentarii har Flambard skrevet en mindre kommentar til Asconius-teksterne. Kommentaren skulle udgives i Budé-serien, hvilket ikke lader til at være sket.[110] De to senere kommentar har ikke gjort brug af Flambards arbejde.

Marshall 1985: Marshalls kommentar er en bearbejdning af hans doktorafhandling fra 1978.[111] Bogen er delt i to dele, hvor første del er en introduktion og en behandling af rækkefølgen af, formålet med og kilderne til Asconius' kommentarer samt overvejelser over Asconius' troværdighed. Anden del er så selve Marshalls egne kommentarer.

Anmeldelserne er gennemgående positive. Værket bliver fx betegnet som:"[...] M. has conferred a benefit on all readers of Asconius"[112] og "Students and Scholars intersted in Cicero and Roman republican history are bound to welcome the detailed an up-to-date study of Asconius".[113] Flere anmeldere roser desuden Marchall for at have skrevet den første store kommentar til Asconius: "[...] for a long time there has been a need for a modern historical commentary on Asconius' work"[114] og "This commentrary on Asconius fills a gap".[115] Men der er et gennemgående emne, som anmelderne forholder sig til kritisk til, nemlig Marshalls opfattelse af Asconius' troværdighed, der er et opgør med den hidtidige forskningstradition og har medført de forholdsvis mange anmeldelser.[116] Marshalls hovedpointe er, at Asconius langt fra er så pålidelig, som han regnes for at være af mange moderne filologer og historikere. Selv formulerer Marshall problematikken omkring Asconius' troværdighed således: "Since Madvig's treatise on Asconius some 150 years ago, which fixed for modern scholars the commentator's reputation for accuracy and reliability, no one has made a full scale attempt to impugn the reputation".[117] Marshall mener altså, at forskningen i Asconius mangler et opgør med Madvigs syn på Asconius. Konkret oplister Marshall 67 fejl og misforståelser i Asconius' kommentarer. Hertil anfører Vanderbroeck[118], Ramsey[119] og Alexander[120] bl.a., at fejlene ikke ændrer hovedindtrykket af Asconisus' troværdighed.

Oversættelse af Asconius

redigér

De væsentligste oversættelser af kommentarerne er to komplette oversættelser og dertil en oversættelse af en enkel kommentar til engelsk.

Squires 1989: En dobbeltsproget udgave med Clarks tekst. Værket indeholder en kort introduktion, en introduktion til hver af kommentarerne, enkelte realkommentarer, berigtigelser af Asconius' åbenlyse fejl og forklaringer på svært oversættelige latinske gloser. De få kommentarer til fordel for den latinske tekst, som de fleste læsere ikke vil kunne forstå, gør den ifølge Seager uegnet som et anvendeligt redskab til studiet af den romerske republik.[121] Men det er særligt oversættelsens kvalitet, som Seager kritiserer. Han skriver i sin anmeldelse: "His [Squires] work might still have retained some value, if only the translation could be relied upon. Such, alas, is far from the case".[122] Ruebel er dog mildere i sin anmeldelse.[123]

John Paul Adams 1996: En oversættelse af kommentaren til Forsvarstalen for Milo (Pro Milone) som er publiceret online og ikke anmeldt.

Lewis 2006: En dobbeltsproget udgave med Clarks tekst som er udkommet i serien "Clarendon Ancient History Series". Værket er udgivet posthumt i 2006 af Lewis' kollegaer fra University of Edinburgh med tilføjelser i introduktionen og tilføjelse af den latinske tekst.[124] Udover oversættelsen nåede Lewis at udarbejde en stor kommentar til teksten, en forklaring af vanskeligt oversættelige latinske gloser og et indeks over personer. Grundliggende er anmelderne Ramsey og Evans positive, særligt i forhold til oversættelsen, der vurderes til at være betydeligt bedre end Squires'.[125] Ramsey skriver fx "The translation is highly readable and at times even elegant".[126] Ramsey beklager dog introduktionen,[127] der i forhold til det øvrige værk er selvmodsigende og indeholder alvorlige fejl. Evans anerkender i sin anmeldelse fejlene i det endelige værk, men skriver om dem: "It may appear that too much attention has been paid to a very few, even trifling, negative aspects of this valuable work".[128]

Rodgers 2002: En oversættelse af kommentaren til Valgtalen i senatet (In seneta in toga candida) som er publiceret online og ikke anmeldt.

Noter

redigér
  1. ^ "håndskriftet M". Arkiveret fra originalen 22. december 2015. Hentet 10. december 2015.
  2. ^ Se Flambard 1975 p. 1005: "Quintus Asconius Pedianus, scholiaste latin du premier siècle apr. J.-C., est peut-être, de tous les commentateurs anciens de Cicéron, celui qui mérite le plus le titre d'historien [...] son exégèse est nourrie d'une véritable réflexion critique sur les sources directes [...]".
  3. ^ Se Vanderbroeck 1987 p. 444: "The commentaries of Asconius on Ciceros's speeches are a most important source for Roman Republican history [...]".
  4. ^ Se "praefatio" Clark 1907.
  5. ^ Jerome Chronicle 272/273 (tertullian.org)
  6. ^ Se Lewis 2006 p. xvii.
  7. ^ "Suda alpha 3213 (sto.org)". Arkiveret fra originalen 6. marts 2007. Hentet 12. oktober 2015.
  8. ^ Servius In Bucolica 4.11 (vergil.org)
  9. ^ Se Lewis 2006 p. xii: "[...] the surviving text may be incomplete".
  10. ^ Asconius Pro Scauro C27 (attalus.org)
  11. ^ "Divus" på latin. Se fx Den Store Danske: https://denstoredanske.lex.dk/divus
  12. ^ "Asconius keys his commentaries to Cicero's text on a primitive count which shows that the roll before him was not professionally numbered". Se under opslaget "stichometry" i The Oxford Classical Dictionary 4 ed. 2012.
  13. ^ Se Lewis 2006 p. xiii: "[...] the exposition is chiefly concerned with historical background and with minutiae of prosopography, topography, constitutional and legal practice [...]".
  14. ^ Se Vanderbroeck 1987 p. 446: "But Asconius also is an important source for social history".
  15. ^ a b Asconius Pro Scauro C21 (attalus.org) 
  16. ^ Se fx Evans 2009 p. 502: "Asconius wrote far more commentaries than those which we possess [...] as the internal evidence clearly indicates"
  17. ^ Se Marshall 1985 pp. 1-25.
  18. ^ Asconius In Pisonem C6 (attalus.org)
  19. ^ Gellius Noctes Atticae 28,4 (http://penelope.uchicago.edu)
  20. ^ Denne opfattelse deles af Ramsey 2008 p. 456: "All that remains [...] are six commentaries out of a corpus that appears to have once included all, or most, of Cicero's orations".
  21. ^ a b "Poggio Epistulae familiares IV,5 (codices.ch)". Arkiveret fra originalen 1. september 2012. Hentet 18. oktober 2015.
  22. ^ Se Lewis 2006 p. xii : "the discovery of manuscript of commentaries by Asconius on eight speeches, if not a slip, may point to some loss in transmission".
  23. ^ a b 1492-udgaven
  24. ^ Asconius Pro Milone C43 (attalus.org)
  25. ^ Asconius Pro Milone C44 (attalus.org)
  26. ^ Se Lewis 2006 p. xiii: "this material does not greatly lend itself to literary elegance".
  27. ^ Se Griffin 1987 p.188: "[...] the dedication of a work of literature to one's son(s) is a commonplace in Latin literature".
  28. ^ Se eks. Ramsey 2008: " [Asconius is] drawing upon sources no longer available to us"
  29. ^ Marshall har den mest omfangsrige fortegnelse over Asconius' kilder. Se Marshall 1985 p. 39-61
  30. ^ Se Lewis 2006 p. 290.
  31. ^ Se Lewis 2006 p. xvi.
  32. ^ Se Marshall 1980.
  33. ^ Plinius d.æ. Naturalis historia 7.68 (perseus.tufts.edu)
  34. ^ I et tilfælde mere bruger Donat direkte oplysninger fra Asconius:"Sed Asconius Pedianus adfirmat, ipsam postea maiorem natunarrare solitam, invitatum quidem a Vario ad communionem sui, verum pertinacissime recusasse"
  35. ^ En komplet dansk oversættelse i "Aigis" af Chr. G. Torzten. Se:http://aigis.igl.ku.dk/2006,1/CGT-Donats.pdf Arkiveret 28. september 2016 hos Wayback Machine
  36. ^ Donat De viris illustribus 46 (hs-augsburg.de)
  37. ^ Pseudo-Acron sholion (books.google.dk)
  38. ^ Se Madvig 1828.
  39. ^ Træsnittet er fra Konstanz-håndskriftet, Konstanzer Handschrift, folio 016, en tysk udgave fra ca. 1460. Se http://www.schule-bw.de/unterricht/faecheruebergreifende_themen/landeskunde/modelle/epochen/mittelalter/konzil/konstanz/3materialien.htm Arkiveret 8. marts 2016 hos Wayback Machine
  40. ^ Se Text and Transmission pp. 24-25.
  41. ^ Johannes XXIII, der ikke må forveksles med Johannes XXIII (1881-1963), blev ikke siden anerkendt og betegnes derfor i dag af den katolske kirke i dag som "modpave".
  42. ^ Se Reynolds og Wilson 2013 pp. 137-150.
  43. ^ Se Clark 1926 p. 16.
  44. ^ Se Clark 1926 pp. 274-275.
  45. ^ Samtlige håndskrifters slægtskab er stadig ikke fuldt ud klarlagt, og derfor rubriceres de i "familier": "the next editor must therefore establish his own stamme from scratch". Se Text and transmission p. 25.
  46. ^ Flambard 1975 p.1007
  47. ^ Se Clark 1921 p. 173: "The St. Gall MS was very corrupt, and in many places illegible and mutilated".
  48. ^ Regione Toscana (delvist digitaliseret): http://159.213.233.107/codex/codex/PT0025-A037-071v.jpg Arkiveret 22. december 2015 hos Wayback Machine
  49. ^ Se Sabbadini 1917.
  50. ^ Biblioteca Apostolica Vaticana (digitaliseret): http://digi.vatlib.it/view/MSS_Ott.lat.1322
  51. ^ Bibliothèque Nationale de France (digitaliseret): http://gallica.bnf.fr/ark:/12148/btv1b52505058q/f19.item
  52. ^ Biblioteca Nacional de España (digitaliseret): http://bdh-rd.bne.es/viewer.vm?id=0000137557&page=1
  53. ^ Fx var Clark i 1896 ikke sikker på, om håndskriftet P var afskrevet af Poggio selv, idet han skriver: "That [håndskriftet P] it was written by Poggio himself I do not venture to assert". Se Clark 1896 p. 302.
  54. ^ Se Giarratano 1906.
  55. ^ Denne del af samlingen er ikke digitaliseret og der findes heller ikke et online katalog. Se http://www.bodley.ox.ac.uk/dept/scwmss/wmss/online/medieval/canonici/canonici.html
  56. ^ Biblioteca Apostolica Vaticana (digitaliseret): http://digital.vatlib.it/en/view/MSS_Arch.Cap.S.Pietro.H.12
  57. ^ MANUS (delvist digitaliseret): http://manus.iccu.sbn.it//opac_SchedaScheda.php?ID=190467
  58. ^ Bibliothèque Nationale de France (digitaliseret): http://gallica.bnf.fr/ark:/12148/btv1b52505056t/f5.image
  59. ^ Håndskriftet er ikke digitaliseret. Se følgende for en liste over digitaliserede håndskrifter i denne samling: http://www.mss.vatlib.it/guii/scan/link.jsp Arkiveret 21. januar 2016 hos Wayback Machine
  60. ^ Se Biblioteca Medicea Laurenziana (digitaliseret): http://teca.bmlonline.it/ImageViewer/servlet/ImageViewer?idr=TECA0000865428&keyworks=asconius#page/1/mode/1up Arkiveret 22. december 2015 hos Wayback Machine
  61. ^ Codex Matritensis 8514
  62. ^ "C. Valeri Flacci Argonauticon. Hoc fragmentum repertus est in monasterio Santi Galli prope Constantiam XX milibus passuum, una com parte Q. Asconii Pediani. Deus concedat alteri ut utrumque opus reperiat perfectum. Nos quod potuimus egimus. Poggius FlorentinusC. Valerius Flaccus".
  63. ^ British Library (beskrivelse): http://searcharchives.bl.uk/primo_library/libweb/action/display.do?tabs=detailsTab&ct=display&fn=search&doc=IAMS032-002032203&indx=2&recIds=IAMS032-002032203&recIdxs=1&elementId=1&renderMode=poppedOut&displayMode=full&frbrVersion=&dscnt=0&frbg=&scp.scps=scope%3A%28BL%29&tab=local&dstmp=1449838443830&srt=rank&mode=Basic&&dum=true&vl(freeText0)=Pedianus&vid=IAMS_VU2 Arkiveret 22. februar 2021 hos Wayback Machine
  64. ^ Swiss Collections (digitaliseret): http://www.e-codices.unifr.ch/en/list/one/fmb/cb-0186
  65. ^ Biblioteca Apostolica Vaticana (digitaliseret): http://digi.vatlib.it/view/MSS_Urb.lat.317
  66. ^ Magyar Nemzeti Múzeum (digitaliseret): http://www.corvina.oszk.hu/corvinas-html/hub1codlat427.htm Arkiveret 12. januar 2016 hos Wayback Machine
  67. ^ Universiteit Leiden (digitaliseret): https://socrates.leidenuniv.nl/R/-?func=dbin-jump-full&object_id=3198482 (Webside ikke længere tilgængelig)
  68. ^ British Library (delvist digitaliseret): http://www.bl.uk/catalogues/illuminatedmanuscripts/ILLUMIN.ASP?Size=mid&IllID=25576 Arkiveret 22. december 2015 hos Wayback Machine
  69. ^ Håndskriftet er ikke digitaliseret. Se følgende for en beskrivelse af samlingen som håndskriftet indgår i: http://www.bodley.ox.ac.uk/dept/scwmss/wmss/medieval/mss/holkham.htm
  70. ^ Se Flambard 1975 p. 379.
  71. ^ Se Flambard 1976.
  72. ^ Bridwell Library (beskrivelse): http://digitalcollections.smu.edu/cdm/ref/collection/brinc/id/5284 British Library (beskrivelse): http://explore.bl.uk/primo_library/libweb/action/display.do?dscnt=1&fctN=facet_rtype&elementId=8&recIdxs=8&frbrVersion=2&rfnGrp=1&scp.scps=scope%3A%28BLCONTENT%29&fctV=books&tab=local_tab&dstmp=1449849875614&srt=rank&mode=Basic&vl(488279563UI0)=any&tb=t&indx=19&renderMode=poppedOut&rfnGrpCounter=1&vl(freeText0)=Asconius&fn=search&vid=BLVU1&frbg=&displayMode=full&ct=display&dum=true&recIds=BLL01000126693&doc=BLL01000126693&tabs=moreTab&fromLogin=true Arkiveret 22. februar 2021 hos Wayback Machine
  73. ^ Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): http://daten.digitale-sammlungen.de/~db/0008/bsb00082788/images/index.html?seite=00001&l=en British Library (beskrivelse): http://explore.bl.uk/primo_library/libweb/action/display.do?dscnt=1&fctN=facet_rtype&elementId=5&recIdxs=5&rfnGrp=1&frbrVersion=2&scp.scps=scope%3A%28BLCONTENT%29&fctV=books&tab=local_tab&dstmp=1449850719545&srt=rank&mode=Basic&vl(488279563UI0)=any&indx=6&tb=t&renderMode=poppedOut&rfnGrpCounter=1&vl(freeText0)=Asconius&fn=search&vid=BLVU1&frbg=&displayMode=full&ct=display&dum=true&recIds=BLL01000126694&doc=BLL01000126694&tabs=moreTab&fromLogin=true Arkiveret 22. februar 2021 hos Wayback Machine Bibliotheca Apostolica Vaticana (beskrivelse): http://opac.vatlib.it/iguana/www.main.cls?sUrl=search#RecordId=1.11001192
  74. ^ Bibliothèque royale de Belgique (beskrivelse): http://opteron1.kbr.be/cgi-bin/opac.cgi?P0=GK&P6=1_1013471 Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine
  75. ^ Biblioteca Nazionale Centrale di Firenze (beskrivelse): http://opac.bncf.firenze.sbn.it/opac/controller.jsp?action=notizia_view&notizia_idn=cnce003253&query_action=search_byautoresearch&query_filterterm=&query_position=5&query_maxposition=12&query_orderby=&query_filterterm=&query_querystring_1=SBLV060385&query_fieldname_1=vidtuttiÖsterreichische (Webside ikke længere tilgængelig) Österreich Nationalbibliothek (digitaliseret): http://data.onb.ac.at/rec/AC09668492
  76. ^ Universität Düsseldorf (digitaliseret): http://digital.ub.uni-duesseldorf.de/urn/urn:nbn:de:hbz:061:1-9832
  77. ^ Bibliotheque nationale de France (beskrivelse): http://catalogue.bnf.fr/servlet/biblio?idNoeud=1&ID=33985184&SN1=0&SN2=0&host=catalogueBayerische Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): http://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10171848_00007.html
  78. ^ Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): http://daten.digitale-sammlungen.de/~db/0002/bsb00022319/images/index.html?id=00022319&groesser=&fip=eayaewqenxdsydxdsydfsdrxdsydeayaxseayaewqen&no=9&seite=5
  79. ^ Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): http://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10172432_00005.html Biblioteka Narodowa (digitaliseret):http://polona.pl/item/9022787/1/
  80. ^ Bibliothèque nationale de France (digitaliseret): http://gallica.bnf.fr/ark:/12148/bpt6k61530423
  81. ^ Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): http://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10171849_00009.html Nazionale Centrale di Firenze (delvis digitaliseret): http://teca.bncf.firenze.sbn.it/ImageViewer/servlet/ImageViewer?idr=BNCF0003202104#page/1/mode/2up
  82. ^ Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): http://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10171850_00043.html Biblioteca Nazionale Centrale di Firenze (digitaliseret):http://teca.bncf.firenze.sbn.it/ImageViewer/servlet/ImageViewer?idr=BNCF0003114660#page/1/mode/2up Österreichisch Nationalbibliothek (digitaliseret):http://digital.onb.ac.at/OnbViewer/viewer.faces?doc=ABO_%2BZ176823309
  83. ^ Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): http://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10151444_00001.html<meta />Bibliothèque national de France (beskrivelse): http://catalogue.bnf.fr/servlet/biblio?idNoeud=1&ID=30032695&SN1=0&SN2=0&host=catalogue Biblioteca Nazionale Centrale di Firenze (delvis digitaliseret): http://teca.bncf.firenze.sbn.it/ImageViewer/servlet/ImageViewer?idr=BNCF0003323690#page/1/mode/2up
  84. ^ Bibliothèque Nationale de France (beskrivelse): http://catalogue.bnf.fr/servlet/biblio?idNoeud=1&ID=30032696&SN1=0&SN2=0&host=catalogue
  85. ^ Bayerisch Staatsbibliothek (digitaliseret): http://daten.digitale-sammlungen.de/~db/0001/bsb00019197/images/index.html?id=00019197&groesser=&fip=eayaewqenxdsydxdsydfsdrxdsydeayaxseayaewqen&no=3&seite=5
  86. ^ Bayerische Staatsbibliotek (beskrivelse): http://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10244994_00005.html
  87. ^ Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): http://reader.digitale-sammlungen.de/resolve/display/bsb10245882.html Google (digitaliseret) :http://babel.hathitrust.org/cgi/pt?id=njp.32101066876226;view=1up;seq=1 Österreichische Nationalbibliothek (digitaliseret): http://search.obvsg.at/primo_library/libweb/action/display.do?tabs=detailsTab&ct=display&fn=search&doc=ONB_aleph_acc002820463&indx=2&recIds=ONB_aleph_acc002820463&recIdxs=1&elementId=1&renderMode=poppedOut&displayMode=full&frbrVersion=&dscnt=0&vl(1UI0)=contains&scp.scps=scope%3A%28%22ONB%22%29&frbg=&tab=default_tab&dstmp=1446465684295&srt=rank&mode=Basic&&dum=true&tb=t&vl(freeText0)=1644%20Asconius&vid=ONB (Webside ikke længere tilgængelig)
  88. ^ Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): http://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10245090_00005.html
  89. ^ Google Books (beskrivelse): https://books.google.dk/books?id=gadQupQL01IC&pg=PA630&lpg=PA630&dq=Marci+Tullii+Ciceronis+Opera+quae+extant+Omnia+ex+MSS.+codicibus+emendata+bind+2&source=bl&ots=-Q7sfw2daY&sig=qiINk5zBaW9GbchljzEBVh7HmbY&hl=da&sa=X&ved=0ahUKEwiq4cq92uLJAhXMWCwKHZjHC68Q6AEIKzAC#v=onepage&q=asconius&f=false
  90. ^ British Library (beskrivelse): http://explore.bl.uk/primo_library/libweb/action/display.do?dscnt=0&fctN=facet_rtype&elementId=3&recIdxs=3&frbrVersion=4&rfnGrp=1&scp.scps=scope%3A%28BLCONTENT%29&fctV=books&tab=local_tab&dstmp=1449849999237&srt=lso01&mode=Basic&vl(488279563UI0)=any&tb=t&indx=14&renderMode=poppedOut&rfnGrpCounter=1&vl(freeText0)=Asconius&fn=search&vid=BLVU1&frbg=&displayMode=full&ct=display&dum=true&recIds=BLL01000126707&doc=BLL01000126707&tabs=moreTab&fromLogin=true Arkiveret 22. februar 2021 hos Wayback Machine
  91. ^ Bayerisch Staatsbibliothek (digitaliseret): http://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10244203_00013.html
  92. ^ Bayerische Staatsbiblothek (digitaliseret): https://opacplus.bsb-muenchen.de/metaopac/search.do?methodToCall=submit&searchCategories%5B0& Arkiveret 22. februar 2021 hos Wayback Machine#x5D;=-1&searchHistory=&CSId=332023N253S14e54171770ec92ed6e6b662227b925770b5260c&refine=true&refineField=-1&tab=tab1&View=default&refineHitListName=100_SOLR_SERVER_1080382946&refineQuery=Isaacus+Verburgius+1724&submitSearch=Suchen&refineType=new
  93. ^ Bibliotèque Nationale de France (beskrivelse): http://catalogue.bnf.fr/servlet/biblio?idNoeud=1&ID=30242409&SN1=0&SN2=0&host=catalogue
  94. ^ Österreichische Nationalbibliothek (digitaliseret): http://digital.onb.ac.at/OnbViewer/viewer.faces?doc=ABO_%2BZ17568370X
  95. ^ Bayerische Staatsbibliothek (digitaliseret): https://opacplus.bsb-muenchen.de/metaopac/hitList.do?methodToCall=pos&identifier=100_SOLR_SERVER_1027038269&curPos=21#100 (Webside ikke længere tilgængelig)
  96. ^ Hertil kommer to artikler, som har forslag til rettelser af den latinske tekst. Se Sumner 1965 og Stone 2001.
  97. ^ Se Reubel 1992 p. 269: "The choice of Clark's text [som grundlag for oversættelse] is understandable in view of its popularity".
  98. ^ Se Ward 1986 p. 606.
  99. ^ SeText and transmission p. 25: "The next editor must therefore establish his own stemma from scratch".
  100. ^ a b Se Hermathena 1907 p. 530.
  101. ^ Se Hermathena 1907 p. 532.
  102. ^ Se Ramsey 2008 p. 168: "the authoritative, 1912 Vienna edition of Thonas Strangl".
  103. ^ Se Clark 1913 p. 170.
  104. ^ Den tolkning af overleveringshistorien, der er foreslået af Sabbadine. Se Sabbadini 1917.
  105. ^ Se Clark 1921 p.173.
  106. ^ Se Ward 1986 p. 605: "[...] with C. Giarratano's [...] contributing a little in addition".
  107. ^ Se Reubel 1992 p. 269: "the superior text of Giarratano".
  108. ^ Den tredje kommentar af Lewis behandles i afsnittet "Oversættelser".
  109. ^ Se Alexander 1985 p. 211: "Perhaps a commentary on a work which is itself a commentary has seemed too recondite".
  110. ^ Se Verderbroeck 1985 p. 444: [Flambards kommentar] is stil awaiting publications in the Budé series".
  111. ^ Se Marshall 1985 preface.
  112. ^ Se Griffin 1987 p. 190.
  113. ^ Se Rasey 1988 p. 173.
  114. ^ Se Vanderbroeck 1987 p. 444.
  115. ^ Se Alexander 1987 p. 211.
  116. ^ Se Ramsey 1988 p. 171: "the fourth chapter of the introduction, on Asconius' errors, marks the most radical departure from previous on Asconius".
  117. ^ Se Marshall 1985 p. 62.
  118. ^ Se Verderbroeck 1987 p. 445: "he [Marshall] had to admit that the great majority of the "errors" are only minor ones [...] some of the errors, which M. considers the most serious, are not errors at all [...]". Verdenbroeck ender med at koncluder på p. 446: "[Asconius] should be used cautiously, but his trustworthiness[...] remains considerable".
  119. ^ Se Ramsey 1988 p. 173: "The attempt to identify a large number of errors to support this revised appraisal of Asconius may not be entirely succesful".
  120. ^ Se Alexander 1987 p. 213: "Asconius was not infallible. But, contrary to Marshall's assessment (67), he was a historian with critical faculty".
  121. ^ Se Seager 1990.
  122. ^ Se Seager 1992.
  123. ^ Se Reubel 1992 p. 270: "Squires' modest book will serve readers with limited Latin quite well".
  124. ^ Se Lewies 2006 Preface by the revisers.
  125. ^ Se Ramsey 2008 p. 458: "this new translation of Asconius [...] is far superior to its predecessor".
  126. ^ Se Ramsey 2008 p. 457.
  127. ^ Se Ramsey 2008 p. 457: "Least satisfactory of all is the Introduction. Here, the author not infrequently disagrees with himself in the translation and notes".
  128. ^ Se Evans 2009 p. 503.

Kildehenvisninger

redigér

Bemærk, at de indrykkede titler er anmeldelser.

Litteratur

redigér

Tekstkritiske udgaver og anmeldelser

redigér
  • Baiter, J.G. og Orelli, J. C. von: Opera quae supersunt omnia ac deperditorum fragmenta. Berlin 1833.
  • Clark, A. C.: Q. Asconii Pediani Orationum Ciceronis quinque enarratio. Oxford 1907.
  • Giarratano, C.: Q. Asconii Pediani commentarii. Rom 1920.
    • Q. Asconii Pediani Commentarii af C. Giarratano, anmeldt af A. C. Clark i "The Classical Review". nr. 35, nov.-dec., 1921, pp. 173-174.
    • Q. Asconii Pediani Commentarii af C. Giarratano, anmeldt af L. Castiglioni i "Rivista di Filologia e di Istruzione Classica". nr. 49, 1921, pp. 347-351
  • Kießling, A. og Schöll, R.: Orationum Ciceronis quinque enarratio. Berlin 1875.
  • Stangl, T.: Ciceronis orationum scholiastae. Recensuit Thomas Stangl Vol. II. Vien 1912.
    • Ciceronis Orationum Scholiastae. Recensuit Thomas Stangl Vol. II af T. Stangl, anmeldt af C. Marchesi i "Rivista di Filologia e di Istruzione Classica". nr. 41, 1913, 474-476.
    • Ciceronis Orationum Scholiastae. Recensuit Thomas Stangl Vol. II, anmeldt af A. C. Clark i "The Classical Review". nr. 27, 1913, pp. 169-170.

Kommentarer og anmeldelser

redigér
  • Marshall, B. A.: A historical commentary on Asconius. Missouri 1985.
    • A Historical Commentary on Asconius af B. A. Marshall, anmeldt af A. M. Ward i "The American Journal of Philology". nr. 107, 1986, pp. 605-607.
    • A Historical Commentary on Asconius af B. A. Marshall, anmeldt af J. T. Ramsey i "Classical Philology". nr. 83, 1988, pp. 168-173.
    • A Historical Commentary on Asconius af B. A. Marshall, anmeldt af M. C. Alexander i "Phoenix". nr. 41, 1987, pp. 211-213.
    • A Historical Commentary on Asconius af B. A. Marshall, anmeldt af M. Dubuisson i "Société d'Études Latines de Bruxelles". nr. 48, 1989, pp. 219-220.
    • A Historical Commentary on Asconius af B. A. Marshall, anmeldt af M. Griffin i "The Classical Review New Series". nr. 37, 1987, pp. 187-190.
    • A Historical Commentary on Asconius af B. A. Marshall, anmeldt af P. J. J. Vanderbroeck i "Mnemosyne". nr. 40, 1987, pp. 444-446.
    • A Historical Commentary on Asconius af B. A. Marshall, anmeldt af S. J. Simon i "The American Historical Review". nr. 91, 1986, pp. 892-893.

Oversættelser og anmeldelser

redigér
  • Asconius, on Cicero's Pro Milone. overs. af J. P. Adams. Sidst opdateret: 24.01.2010. Internetadresse: http://www.csun.edu/~hcfll004/asconius.htm
  • Lewis, R. G.: Asconius. Commentaries on Speeches of Cicero. Oxford 2006.
    • Asconius. Commentaries on Speeches af R. G. Lewis, J. Harries, J. Richardson, C. Smith, C. Steel, anmeldt af J. T. Ramsey i "The Classical Review (New Series)". nr. 58, 2008, pp. 456-458.
    • Asconius. Commentaries on Speeches af R. G. Lewis, J. Harries, J. Richardson, C. Smith, C. Steel, anmeldt af R. J. Evans i "Mnemosyne". nr. 62, 2009, pp. 502-504.
  • Squires, S.: Asconius commentaries on five speeches of Cicero. Wauconda 1990.
    • Asconius: Commentaries on five speeches of Cicero af S. Squires, anmeldt af J. S. Ruebel i "The Classical World". nr. 85, 1992, pp.269-270.
    • Asconius: Commentaries on five speeches of Cicero af S. Squires, anmeldt af R. Seager i "The Classical Review (New Series)". nr. 42, 1992, pp. 196-196.
  • The Fragments of the Speech of Cicero in His White Gown (In Toga Candida), against C. Antonius and L. Catilina, His Competitors for the Consulship. Delivered in the Senate. overs. af B. Rodgers. Sidst opdateret: 30.09.2009. Internetadresse: https://www.uvm.edu/~bsaylor/rome/intogacandida.html.

Den latinske tekst online

redigér

De to online-tekster af Asconius-kommentarerne er fra Clarks tekstkritiske udgave fra 1912.


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Quintus_Asconius_Pedianus&oldid=11640234"
  NODES
INTERN 6
Note 7