Sokrates (469 f.Kr.399 f.Kr.) var en græsk filosof, født i Athen. Han var blandt de første filosoffer inden for den etiske tænkningstradition. Hans indflydelse, formidlet gennem hans elev Platon, er blevet så stor, at han er en af de mest kendte og respekterede filosoffer. Betegnelsen på de tidligere filosoffer er førsokratikerne.

Sokrates
Vestlig filosofi
Græsk antik
Personlig information
Født469 f.Kr.
Athen, Grækenland, Alopeke, Antikkens Athen Rediger på Wikidata
Død399 f.Kr.
Athen, Grækenland Rediger på Wikidata
DødsårsagSkarntydesaft
FarSophroniskos Rediger på Wikidata
MorPhainarete Rediger på Wikidata
ÆgtefællerMyrto,
Xantippe Rediger på Wikidata
BørnMenexenos,
Lamprokles Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
FagområdeEtik, epistemologi
Skole/traditionKlassisk græsk filosofi
Påvirket afFørsokratikere, sofist, Anaxagoras Rediger på Wikidata
Har påvirketPlaton, Aristoteles og resten af den vestlige filosofi
Betydningsfulde idéerSokratiske metode, sokratisk ironi
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Modstridende beretninger om Sokrates gør en rekonstruktion af hans filosofi vanskelig. Sokrates skrev ingen tekster og er hovedsageligt kendt gennem beretninger af klassiske forfattere, især Platon, som skrev sine beretninger om Sokrates som dialoger (samtaler), hvor Sokrates og hans samtalepartnere undersøger et emne. Dialogerne gav anledning til den litterære genre den sokratiske dialog.

Sokrates var en polariserende figur i det athenske samfund. I 399 f.Kr. blev han anklaget for gudsbespottelse og for at fordærve de unge. Efter en retssag, der varede en dag, blev han dømt til døden. Han tilbragte sin sidste dag i fængsel og afslog tilbud om hjælp til at flygte.

Platons dialoger er de mest omfattende beretninger om Sokrates fra oldtiden. De demonstrerer den sokratiske tilgang til forskellige områder af filosofi, herunder erkendelsesteori og etik. Den platoniske Sokrates har givet navn til begrebet den sokratiske metode og til begrebet "sokratisk ironi". Den sokratiske spørgeteknik (elenchus) tager form af spørgsmål og svar, som det er tilfældet i de platoniske tekster, hvor Sokrates og hans samtalepartnere undersøger forskellige sider af et emne eller en abstrakt betydning, normalt relateret til en af dyderne. Samtalepartnerne finder i løbet af samtalen med Sokrates ofte sig selv i en blindgyde, ude af stand til at definere det, de troede de forstod.

Filosofi

redigér

Sokrates var en skeptiker, men ingen kyniker. Antikkens kyniske skole var dog inspireret af Sokrates. På hans tid var de lærde ikke længere tilfredse med de svar, som de gamle myter gav på eksistentielle spørgsmål. Sofisterne åbnede skoler, hvor de underviste overklassens unge mænd i retorik og kunsten at diskutere.

Til forskel fra sofisterne stillede Sokrates sin uvidenhed til skue, og han tog sig ikke betalt for sine samtaler, men gik hellere barfodet rundt i Athens gader og torve og diskuterede med de mennesker, han mødte på sin vej. Han stillede spørgsmål som "Hvad er sandhed?" eller "Hvad er retfærdighed?" Han mente, at svarene kunne opnås gennem en fornuftig samtale. Han kom frem til, at begreber som "godhed" og "retfærdighed" eksisterer uafhængigt af tid, sted og omstændigheder, og at de kun er opnåelige for dem, der involverer sig i en fornuftig diskussion. Moral afhænger af uddannelse.[1]

Sokrates blev beskyldt for at være sofist, men med urette. Han troede i modsætning til de relativistiske sofister på en universel sandhed og noget universelt godt og skønt, og han havde en modvilje mod ørkesløs retorik og overfladisk veltalenhed. Samtidig kritiserede han overfladisk fysisk kærlighed, eros, og forsvarede en åndelig kærlighed (se platonisk kærlighed). Den unge Alkibiades lovpriser i Symposion Sokrates: Selv om han er grim, har han en indre skønhed.

Sokrates mente også, at dyd og moral er viden. Den, der virkelig ved, hvad det gode er, vil også gøre det. Omvendt skyldes menneskets onde gerninger uvidenhed.[2] Kender man sig selv og verden tilstrækkeligt godt, vil man handle rigtigt.

Sokrates' bidrag til den pædagogiske filosofi er "den maieutiske metode". På græsk betyder maieutikós jordemodergerning.[3] Læreren er en slags jordemoder for forløsningen af den viden, eleven allerede har i sin sjæl.

I dialogen Menon lader Platon Sokrates vise, at selv en uvidende slave kan bringes til at indse matematiske sandheder. Men ingen kan dybest set lære andre noget. Alle har en viden i sig, og den gode lærer kan ved sin undervisning bringe denne viden frem, ligesom en jordemoder kan bringe barnet frem.

Tanker om visdom

redigér

Sokrates talte tit om visdom (på græsk: sophia (σοφία)). Hans begreb om visdom var ret bredt. Med ”visdom” mente han både viden, dygtighed, klogskab og indsigt. En håndværker kan have en ”visdom” i sit arbejde, det vil sige dygtighed og kunnen i sit fag. ”Visdom” kan imidlertid også være filosoffernes indsigt i mere abstrakte forhold.

Ifølge Sokrates var der en af hans elever, der engang spurgte oraklet i Delfi: ”Er der nogen, der er visere end Sokrates?” Oraklet svarede, at ingen var visere. Dette svar undrede Sokrates. Han sagde: ”Det ved jeg dog, at jeg ikke i fjerneste måde er vis.[4]

For at modbevise oraklets ord begyndte han at lede efter nogle, der var visere end ham. Han gik først til politikerne, derefter til digterne, og til sidst til håndværkerne. Alle disse mennesker havde en stor visdom på hver deres område. Men Sokrates fandt ud af, at hvis de bevægede sig uden for deres eget område, så havde de ingen visdom. Både politikerne, digterne og håndværkerne lavede den samme fejl: De var dygtige til deres fag, og så troede de, at de var dygtige på andre områder, for eksempel filosofiske problemer.[5]

Sokrates indså, at han frem for disse mennesker havde et bestemt forspring i visdom: Han bildte sig ikke ind, at han havde en visdom, som han ikke havde. Han konkluderede derfor, at oraklet havde ret. Han var visere end disse mennesker.[6]

Ifølge Sokrates findes der forskellige slags visdom. Der er den lavere menneskelige visdom om praktiske forhold. Det er den visdom, som håndværkerne har. Om dem sagde Sokrates, at de på nogle områder var visere end ham.

Så er der den højere menneskelige visdom. Det er den, som filosofferne har.[5] Det er for eksempel den visdom, som Sokrates har, når han ved hjælp af kritiske spørgsmål undersøger, om nogen ved det, som de tror de ved.

Endelig er der den guddommelige visdom. Det er den, som guden har. Det er visdom om de yderste og højeste ting. Det er den fuldkomne visdom. Det er for eksempel visdom om det gode og visdom om døden. De sande filosoffer længes efter denne visdom og stræber efter at få den.[7] Men de når den ikke i absolut forstand. Sokrates fremhævede, at hans menneskelige visdom, ”når man holder sig strengt til sandheden, intet er værd.” [8]

Ifølge Sokrates er det kun guden, der har den absolutte visdom. Det er kun guden, der kender de højeste sandheder. Den opfattelse ses i hans sidste ord under rettergangen: "Men nu er det på tide at gå herfra; jeg til døden, I til livet. Hvem af os, der går til det bedste, det ved ingen uden guden." [9]

Det er denne guddommelige visdom, som Sokrates taler om, når han siger, at han ikke er vis, og at han ikke ved noget. På det menneskelige plan har han en del visdom, ikke mindst på det filosofiske område. Men den guddommelige visdom har han ikke. Som filosof stræber han dog efter at få den.

FORSKELLIGE SLAGS VISDOM
Den guddommelige visdom
Den højere menneskelige visdom
Den lavere menneskelige visdom

Kilderne til viden om Sokrates

redigér
 
Fra Aristofanes' komedie Skyerne: Sokrates i kurven. Fra Joannes Sambucus´ bog Emblemata et aliquot nummis antiqui operis fra 1564.
 
Dionysos-teatret i Athen.

Sokrates udviklede ingen systematisk filosofi, og så vidt vi ved, skrev han ikke selv. Når hans indflydelse alligevel har været så stor, skyldes det, at hans elev Platon har skrevet om ham, samt to andre af hans samtidige, forfatteren Xenofon og komediedigteren Aristofanes. Alle tre kendte ham godt, men beskriver ham yderst forskelligt. [10]

Aristofanes´ komedie Skyerne er den eneste kilde, der med sikkerhed kan dateres til Sokrates' levetid. Aristofanes var i 20-årsalderen, da han skrev en farce over den 40-årige Sokrates. I Skyerne er Sokrates skolebestyrer i Grubleriet ("Spekulatoriet"), og i åbningsscenen svæver han rundt i en kurv oppe i luften, optaget af astronomiske studier. I Grubleriet diskuteres finurlige problemer, som fx om myg summer med munden eller enden. Sokrates brillerer med sit snakketøj og tager sig rundeligt betalt for at lære eleverne, hvordan man nemmest bliver af med sine kreditorer.

Her har man altså sofisme og naturfilosofi under samme tag, og Aristofanes lader til sidst hele dette forargelsens hus gå op i flammer med samt dets beboere.[11] Aristofanes fremstiller altså Sokrates som en verdensfjern sofist - en opfattelse, der sikkert var udbredt i befolkningen.[12]

De fleste kilder beskriver Sokrates som uskøn, tyk og skaldet med udstående øjne. Det forlød, at når han skulle pynte sig, tog han sandaler på sine bare fødder. En senere kilde påstår, at han var til stede i Dionysos-teatret i Athen under opførelsen af Skyerne, og at han da rejste sig, så publikum bedre kunne bedømme ligheden med originalen.

Xenofon var en af hans store beundrere, men i hans Erindringer om Sokrates, der er skrevet ca. 40 år efter filosoffens død, fremstår en bedsteborgerlig og tam Sokrates - nærmest en velvillig onkel, der giver råd om, hvordan man bedst vælger en vennekreds. Et helt kapitel drejer sig om at vise mådehold med diæten.

Det er svært at tænke sig, at den middelmådighed, som Xenofon gør Sokrates til, skulle kunne fascinere en mand som Platon så meget, at han valgte at lægge næsten al sin filosofi i munden på ham. Kierkegaard skrev, at hvis Sokrates havde været som i Xenofons fremstilling, "fristes man til at føle en stille sympati for hans landsmænd, der slog ham ihjel, for han må have kedet dem til døde." [13]

For Platon var Sokrates det gode menneske og den store lærer. Platon benytter med tiden også Sokrates som talerør for sin egen filosofi i sine dialoger, hvilket komplicerer fortolkningen af teksterne. De fleste forskere mener i dag, at det er i Platons tidlige dialoger, man kommer den historiske Sokrates nærmest, da mange af dem var offentlige begivenheder, med flere af Sokrates' venner til stede. Platon kunne derfor næppe tillade sig nogen videre digteriske friheder i det, han skrev.[13]

I antikken regnedes Aischines fra Sfettos, Antisthenes, Xenofon og Platon for at være de fire største sokratikere. Aischines havde ry for at være den, der kom tættest på Sokrates, som skal have udtalt, at kun "pølsemagerens søn" (dvs. Aischines) vidste at værdsætte ham.[14] Det er dog kun nogle fragmenter af hans værker, der er bevaret.[15]

Sokrates var den første græske filosof, der var født i Athen. Bortset fra sin deltagelse i flere felttog forlod han ikke byen. "Træerne og landskabet kan ikke lære mig noget," skal han have sagt.[16] Hans forældre var billedhuggeren Sofroniskos og jordemoderen Fainarete. Han deltog som hoplit i peloponneserkrigen før Nikiasfreden i 421 f.Kr.,[17] hvilket betyder, at han må have været relativt velhavende på det tidspunkt.

Platon roser ham flere gange for hans rolige mod i kamp, bl.a. i dialogen Symposion. Sokrates kom flere gange i konflikt med Athens myndigheder; første gang netop som hoplit. Efter en søulykke, da mange af flådemandskabet havde sat livet til, ville folkeforsamlingen afsige en summarisk dødsdom over nogle admiraler. Sokrates var den eneste, der bevarede fatningen og protesterede mod den ulovlige fremgangsmåde. Selv sagde han: "Det havde nær kostet mig livet." Nogle år senere havde "de 30 tyranner" med støtte fra Sparta magten i Athen. En dag pålagde de Sokrates at deltage ved arrestationen af en af deres politiske modstandere. Sokrates adlød ikke. Var "de 30" ikke blevet styrtet kort tid senere, ville hans faste holdning utvivlsomt have kostet ham livet.[18]

Han giftede sig med Xanthippe, som han fik tre sønner med (Lamprokles, Sofroniskos og Menexenos). Han må have giftet sig sent i livet, da hans ældste søn Lamprokles ved hans henrettelse i 399 f.Kr. beskrives som en stor dreng.[19]

Ifølge Platon tilbragte Sokrates dagene med at gå rundt og diskutere filosofi med sine medborgere. Hans indkomst begrænsede sig til mad og gaver fra venner, og de mønter han fandt på gaden. Hans iltre kone Xantippe var noget utilfreds med det.

Retssagen mod Sokrates

redigér
 
Sokrates taler. Af den belgiske maler Louis Joseph Lebrun. 1867.

I 399 f.Kr. blev der slået en anklage mod Sokrates op på Athens torv: "Denne anklage er skrevet og overrakt under ed af Meletos, søn af Meletos, fra bydelen Pitthos, mod Sokrates, søn af Sofroniskos, fra bydelen Alopeke. Sokrates gør uret derved, at han ikke tror på statens guder, men i stedet indfører nye guddommelige væsener. Han gør også uret ved at forføre unge til onde handlinger. For disse forbrydelser kræver vi, at han dømmes til døden."

Der fandtes ingen offentlig tiltalemyndighed i byen. Den enkelte borger måtte rejse en sag på eget initiativ på fællesskabets vegne. Meletos var en ung digter. To indflydelsesrige mænd havde også underskrevet anklagen: Politikeren Lykon og garveren Anytros. De må have følt sig ret sikre på sagens udfald, da der fandtes en bestemmelse om, at hvis en anklager fik færre end 100 stemmer, måtte han betale en større bøde for at have anstiftet unødigt kiv.[20]

Domstolen var en folkejury. 6.000 mænd over 30 år blev sat til at være dommere i et år. De blev valgt ved lodtrækning, og fik som løn dagpenge, så også fattige borgere kunne deltage. Når nogen var trukket ud, måtte han aflægge ed på at dømme efter loven; og hvor der ikke fandtes en nedskrevet lov, dømme efter sin "retfærdigste overbevisning". Alle dommere var lægfolk, for der fandtes ingen jurister - ikke engang et ord, der svarer til begrebet "jura".

"Arkonten" (lederen af domstolen) var ligeledes en almindelig borger, der blev valgt ved lodtrækning. Hverken han eller nogen anden gav dommerne nogen form for retsbelæring. Disse lyttede til anklagernes og den tiltaltes taler, og gik derefter og smed stemmesymbolet i urnen - én urne for skyldig, én for uskyldig. Der var ingen formel drøftelse forinden. Til hver retssag blev et varierende antal dommere udtrukket fra de 6.000 - altid et ulige tal, så afstemningen ikke kunne ende uafgjort. I retssagen mod Sokrates blev 501 udtaget - så mange, at der ikke var tid til at bestikke eller påvirke dem, inden sagen kom op.

Domstolen trådte sammen tidligt om morgenen. Først argumenterede anklageren for sin sag, og den anklagede forsvarede sig. Så kom afstemningen. Hvis den tiltalte blev fundet skyldig, skulle straffen fastsættes. Først foreslog anklageren en passende straf. Derefter kunne den anklagede acceptere eller komme med et andet forslag. Domstolen diskuterede i givet fald, hvilken straf der forekom rimeligst.[21]

Når det i anklagen forlød, at "Sokrates gør uret" - og ikke "Sokrates bryder loven" - havde han næppe brudt nogen lov. Alligevel kunne man stilles for retten. Athenerne kendte ikke princippet "Ingen forbrydelse uden lov". Når dommerne havde hørt partsindlæggene, skulle de i sager, hvor der ikke fandtes nogen gældende lov, dømme, som de fandt retfærdigst.

De 501 var ikke pålagt at henvise til sædvane eller præcedens; heller ikke at dømme ud fra rimelighed eller lovens ånd, eller ved at henvise til en eksisterende lov inden for et beslægtet område. Dommen i folkedomstolen var endelig og kunne ikke ankes; for dommen blev anset for at være et udtryk for folkemeningen, og i Athen stillede man ikke spørgsmålstegn ved, om flertallet havde ret. Athenere havde politisk frihed til at ytre sig, men de havde ingen personlig retsbeskyttelse. Sokrates blev stillet for retten for noget, han havde sagt - ikke for nogen bestemt handling.

Athenerne var ellers stolte af deres ytringsfrihed. De talte frit i folkeforsamlingen og citerede satiriske teaterstykker. Men især i sager, der vedrørte bystatens religion, skulle man passe på ikke at tirre flertallet. Da Sokrates var anklaget for ikke at tro på statens guder, blev dette en sag om asebeia (gudløshed, ringeagt for guderne).[22] Asebeia-sager kunne handle om tyveri fra et tempel, om at have fældet hellige træer, om ulovlig opdyrkning af indviet jord, om blasfemi eller forkert udøvelse af kulten. Bystatens eksistens afhang af gudernes velvilje, og den, der udfordrede guderne, satte sine medborgeres eksistens på spil.[23]

I Athen var den lange krig mod Sparta endt med en fuldstændig katastrofe kun fem år før retssagen mod Sokrates. Athenerne blev tillige ramt af pest, som de mente var en straf fra guden Apollon. Sokrates havde aldrig haft noget at gøre med Spartas repræsentanter i Athen, militærjuntaen "de 30 tyranner", der kun sad ved magten i 8 måneder. Han havde derfor ikke været med til at vanære Athens guder. Men i årtier havde han kritiseret demokratiet, og flere af hans elever havde stået i ledtog med tyrannerne.

Nøjagtigt hvordan anklagen mod ham lød i retten, er uvist, da den ikke er bevaret skriftligt. Platons skrift Sokrates' forsvarstale blev derimod offentliggjort kun 4 år efter retssagen, da mange athenere stadig havde den i frisk erindring, så større friheder kan Platon ikke have taget sig med hensyn til ordlyden. Han har sandsynligvis haft støtte fra andre personer til at fastlægge ordlyden.[24]

Meletos aflagde ed, inden han læste anklagen op og begrundede den. Vanduret, der eller begrænsede taletiden til seks minutter, var sat til side i sager som denne. Sokrates gjorde intet forsøg på at forsvare sig, men ironiserede i stedet over modparten. Han forbedrede heller ikke sin sag ved at sige: "Jeg vil adlyde guden mere end jer!"

Sokrates mindede tilhørerne om, at han som hoplit havde kæmpet både ved Potidaia, Amfipolis og Delion. Nu mente han, at guden både ved orakelord og drømmesyn havde pålagt ham at vie sit liv til tænkning og granskning af sig selv og andre. Flere gange blev han afbrudt af tilråb, men han talte videre og satte anklagerne på tiltalebænken ved at omtale sig selv som "en guds gave" til athenerne, idet han havde forsømt hus og hjem, og aldrig taget sig betalt, men var gået omkring som en far eller ældre bror for at få sine medborgere på bedre tanker.

Sokrates blev dømt skyldig med 280 stemmer mod 221. Anklagerne forlangte dødsstraf, men Sokrates havde ret til at komme med et modforslag. Havde han foreslået landsforvisning, kunne de have nøjedes med det. I stedet foreslog han byens højeste æresbevisning, dvs. bespisning på rådhuset, siddende til bords med vinderne af de olympiske lege og særligt fortjenstfulde embedsmænd.

Det forslag blev athenerne for meget; så hjalp det ikke, at det lykkedes hans venner Platon, Kriton og andre at overtale ham til at foreslå en mindre bøde på 30 sølvpenge (prisen for en slave). Nu blev han dømt til døden. Hans sidste ord til de 501 og øvrige tilhørere var: "Men nu er det på tide at gå herfra; jeg til døden, I til livet. Hvem af os, der går til det bedste, det ved ingen uden guden." [9]

I øvrigt var processer mod filosoffer ikke noget nyt i Athen. Både Anaxagoras og Protagoras var blevet forvist efter at have virket i byen. De fleste nærede dyb mistillid både til naturfilosoffer og sofister. [25]

Dødsdommen

redigér

Sokrates sad en hel måned i sin dødscelle i fængslet ved foden af Akropolis. Årsagen til den lange ventetid var, at dagen inden retssagen havde athenerne sendt et skib af sted med de offergaver, de årligt sendte til ApollonDelos. Så byen måtte ikke besudles med en henrettelse, inden skibet var tilbage. Det år tog færden ualmindelig lang tid.

Hver dag fik Sokrates besøg i cellen af venner; han digtede også lidt, blandt andet omskrev han nogle af Æsops fabler til rim. Ifølge Platons dialog Kriton kom vennen Kriton en morgen til fængslet med dårlige nyheder. Skibet fra Delos havde på grund af dårlige vindforhold landsat folk på et næs ikke langt fra Athen, så skibet kom til anløbe byen samme dag, og derfor skulle Sokrates dø "i morgen".

Hele natten havde Kriton ligget vågen og spekuleret, og med en desperat flugtplan i hovedet snublede han gennem nattemørkets gyder til Sokrates' fængsel, hvor vogteren slap ham ind. Kriton var velstående og havde tilbudt at kautionere for, at Sokrates ikke stak af i ventetiden, mens skibet var undervejs til Delos. Kriton kunne også betale en bestikkelse til vogteren for at lade Sokrates gå. Imidlertid troede Sokrates, at skibet først ankom tre dage senere; for samme morgen havde han i en drøm hørt en kvinde klædt i hvidt sige: "Den tredje dag skal du nå det frugtbare Ftia." Det var en henvisning til Iliaden, hvor Achilleus sagde dette om sig selv. Ftia i Thessalien var hans hjemsted, så "at rejse til Ftia" betød "at rejse hjem", og hermed tænkte Sokrates på det hinsidige. Flygte ville han ikke; hans venner ville i så fald risikere at tabe borgerrettigheder og ejendom og sendes i forvisning.[26]

I Platons dialog Faidon beskrives Sokrates' sidste timer. Platon kom ikke; efter egne oplysninger var han syg. Øjenvidnet, den 18-årige Faidon fra Elis, havde været spartanernes fange og var solgt som slave til Athen, hvor Sokrates havde fået en af sine venner til at løskøbe ham. Han var derfor blandt Sokrates´ mest hengivne venner.

Ifølge Faidons beskrivelse samledes omkring 20 mennesker uden for retshuset ved daggry. Fangevogteren bad dem om at vente, til han kaldte på dem. "De 11", dvs. fængselsbestyrelsen, der havde ansvar for at fuldbyrde dødsdommen, var ved at løse Sokrates fra hans lænker og forklare ham, hvordan han skulle dø. Kort tid senere kunne vennerne gå ind, hvor de fandt Sokrates siddende på bænken, og Xantippe ved hans side med den yngste søn på armen. Hun skreg i fortvivlelse.

Sokrates beroligede hende ikke, men bad Kriton om at finde nogen til at følge hende hjem. Ingenting forstyrrede Sokrates' ro. Man samtalte om, at svaner angiveligt synger, inden de skal dø; for i græsk mytologi var kyknos, svanen, Apollons hellige fugl. Sokrates mente, at svaner har en profetisk indsigt i, at der venter dem noget godt efter døden, og "jeg forlader livet ikke mere trist til sinds, end de er."

Han besluttede at tage et bad, inden han drak giften, så "kvinderne slap for at vaske ham" efter hans død. Han gav sig god tid, så det nærmede sig solnedgang, da han kom nybadet tilbage. Vogteren kom til og roste Sokrates for hans sindsro, brast i gråd og gik igen. Sokrates selv ønskede ingen videre udsættelse, så Kritons tjener hentede manden, der skulle skænke giften op; han bar den færdigblandet i et bæger.

 
Sokrates' død. Maleri af Jacques-Louis David. 1787.

Sokrates bevarede sin sindsro til det sidste øjeblik. Han var jo også over 70 år og påpegede, hvor latterligt det ville være for en så gammel mand at klynge sig til livet, når han alligevel snart skulle dø. Han spurgte betjenten, om guden kunne få et drikoffer af bægeret. Betjenten frarådede det, da man kun blandede lige nok gift til, at det medførte døden. Til henrettelser benyttede man en drik af skarntyde og opium udrørt i vin. Sokrates udbragte da en skål til guderne med bøn om at flytningen til Hades ville blive ham til gavn og lykke. Så tømte han bægeret, "let på hånden og let til sinds".

Vennerne brast i gråd, men Sokrates formanede dem at forholde sig roligt og tålmodigt. Skamfulde tav de, mens Sokrates efter betjentens råd spadserede rundt i cellen, til han mærkede, at hans fødder føltes tunge. Så lagde han sig på ryggen, således som han var blevet tilrådet af betjenten, som derefter klemte hans ene fod kraftigt uden at Sokrates kunne mærke det. Kuldefølelsen krøb langsomt opad i kroppen, og Sokrates fulgte selv vågent med i det hele. Da kulden nåede underlivet, trak han klædet, som han havde lagt over sit ansigt, bort og sagde: "Kriton, vi skylder Asklepios en hane! Ofr den til ham og glem det ikke."

Der var måske tale om et almindeligt offer til lægeguden Asklepios, som Sokrates tidligere havde lovet og derefter glemt; eller han kan have tænkt på sin filosofgerning som en art lægekunst. Eller måske var det en bøn om, at han fik en let død. Giften var nemlig uforudsigelig og kunne give smerter. Nietzsche tolkede bemærkningen som Sokrates' opfattelse af livet som en sygdom, som døden befriede ham fra. Det skuffede Nietzsche dybt, at Sokrates sådan afslørede sig som en pessimist.

Kriton lovede at huske hanen. Så gik der nogle trækninger gennem Sokrates´ krop. Man tog klædet af ham og så, at han var død. Kriton lukkede hans øjne og mund.

Teksten kan opfattes bogstaveligt som en beskrivelse af giftens virkning. En anden tolkning er, at beskrivelsen afspejler en filosofisk idé: sjælens frigørelse fra kroppen, som en gradvis følelsesløshed før Sokrates døde med et lille sæt, idet hans sjæl forlod legemet.

Faidon afslutter sin beretning om Sokrates´ sidste timer ved at sige: "Således, kære Echekrates, døde vor ven! Han var en mand, om hvem vi vel tør sige, at han var den bedste af alle samtidige, vi har kendt; ja vel overhovedet blandt alle mennesker den redeligste, og den der besad den dybeste indsigt." [27]

Længst mod sydvest på Athens gamle torv er der fundet rester af et hus fra omkring 450 f.Kr., sandsynligvis det gamle byfængsel. Under udgravninger har man fundet 13 små terrakottaflasker af den type, man i antikken anvendte til gift. I ruinerne fandt man også et lille marmorportræt af Sokrates.[28]

Virkningshistorie

redigér
 
Moderne statue af Sokrates foran akademiet i Athen.

I middelalderen kendte Vesten kun Sokrates gennem Aristoteles´ og Ciceros skrifter og halvanden Platon-dialog. I det byzantinske rige var Platons skrifter dog bevaret, og de blev studeret af islamiske lærde.

Da man indså, at Byzans snart ville blive erobret af muslimske hærstyrker, forsøgte gejstlige fra Østkirken at forene de to kirker. I 1438 blev der arrangeret et kirkemøde i Firenze, hvortil de østlige udsendinge medbragte talrige antikke skrifter, deriblandt Platons dialoger og Xenofons erindringer om Sokrates.

Sokrates spillede en stor rolle i renæssancen, især i renæssancehumanismen. Han blev en talsmand for moralsk frihed, ubundet af dogmer og tradition, idet man kun lytter til sin samvittigheds indre stemme.

Interessen for ham fortsatte uformindsket, hvilket afspejles i værker af Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche. Skildringer af Sokrates i kunst, litteratur og populærkultur har gjort ham til en kendt figur i den vestlige verden.

I den filosofiske tradition betragtes Sokrates ofte som en helt, der døde for filosofiens skyld, og som en oprører imod falske autoriteter.

Andre, som fx journalisten I.F. Stone, mener, at Sokrates var en elitær anti-demokrat og en trussel imod det frie samfund.[29] Denne dom udledes blandt andet af hans omgang med Alkibiades, der gik over til Athens fjende Sparta, og Kritias, den værste af de 30 tyranner. Begge var Sokrates´ elever. Xenofon skriver om de to, at de "af karakter var de mest ærekære af alle athenerne," [30] og at de omgikkes Sokrates, fordi de vidste, at han "i sine samtaler kunne gøre, hvad han ville, med dem der samtalede med ham" (dvs. at han var dreven i at manipulere andre).[30] Så snart de mente, at de havde lært den kunst af Sokrates, forlod de ham.

Xenofon mener, at Alkibiades og Kritias begge opførte sig godt, så længe de var sammen med Sokrates, "fordi de den gang mente, at det var det bedste at opføre sig sådan" (dvs. at det lønnede sig).[30] Da de havde forladt ham, blev de begge yderligere fordærvet: Kritias, fordi han tog til Thessalien, "og var der sammen med mennesker, der dyrkede lovløshed mere end retfærdighed", [31] og Alkibiades, fordi alle så op til ham for hans smukke udseende og magtposition.[31]

Den østrigske filosof Karl Popper (1902-1994) kritiserer den sokratiske metode i bogen Det åbne samfund og dets fjender (1945). Her udpeges Marx, Hegel og Platon (Sokrates' elev) som fjender af det åbne samfund.

Se også

redigér

Referencer

redigér
  1. ^ Roger Osborne: Civilization, s. 78.
  2. ^ Johannes Sløk: Platon, s. 60.
  3. ^ maieutico - Wiktionary
  4. ^ Platon: Sokrates' forsvarstale, VI.
  5. ^ a b Platon: Sokrates' forsvarstale, VIII.
  6. ^ Sokrates´ forsvarstale, IX.
  7. ^ Platon: Symposion (Platon), Diotimas tale.
  8. ^ Platon: Sokrates' forsvarstale, IX
  9. ^ a b Jarle Rasmussen: To henrettelser, s. 58-59.
  10. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser (s. 11), Pax forlag, Oslo 2016. ISBN 978-82-530-3850-6
  11. ^ Eiliv Skard: Filosofien i oldtiden (s. 68), forlaget Aschehoug, Oslo 1972. ISBN 82-03-00680-9
  12. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser, s. 12.
  13. ^ a b Jarle Rasmussen: To henrettelser, s. 13.
  14. ^ 1911 Encyclopædia Britannica/Aeschines (Athenian philosopher) - Wikisource, the free online library
  15. ^ Jørgen Mejer: Aischines fra Sfettos i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=34517
  16. ^ Eiliv Skard: Filosofien i oldtiden, s. 71.
  17. ^ Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (oversat af Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 12.
  18. ^ Eiliv Skard: Filosofien i oldtiden, s. 75.
  19. ^ Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (oversat af Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, s. 13. ISBN 87-7838-343-9
  20. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser (s. 44)
  21. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser, s. 45.
  22. ^ Asebeia — Brill
  23. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser (s. 46)
  24. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser, s. 54.
  25. ^ Eiliv Skard: Filosofien i oldtiden, s. 54.
  26. ^ Platon: Kriton, XV. Udvalg af Platons skrifter, s. 76.
  27. ^ Faidon, LXVII. Udvalg af Platons skrifter, s. 85.
  28. ^ Jarle Rasmussen: To henrettelser, s. 76-129.
  29. ^ Review Essay on I. F. Stone's The Trial of Socrates
  30. ^ a b c Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale (oversat af Henrik Nisbeth). Odense Universitetsforlag 2000, s, 44. ISBN 87-7838-343-9
  31. ^ a b Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, s. 46.

Litteratur

redigér

Eksterne henvisninger

redigér
 
Wikiquote har citater relateret til:
  NODES
Done 1
eth 4
orte 1
punk 1
see 1