Wikipedia:Dagens danske artikkel/6. mai 2005
Et modelfly er et fly bygget i lille skala. Hvis der er et virkeligt forbillede taler man om en skalamodel. Modelfly kan være bygget alene med henblik på udstilling, eller med henblik på flyvning. Der findes fire hovedkategorier: fjernstyring, fritflyvning, linestyring og indendørs. Modelflyvning som konkurrencesport er organiseret internationalt gennem FAI (Fédération Aéronautique Internationale) og i Danmark gennem KDA (Kongelig Dansk Aeroklub) gennem tre modelflyveunioner.
Ofte er fjernstyrede modelfly kun semi-skala (flyets proportioner er ikke helt som det rigtige fly), da små vinger opfører sig anderledes i luften end deres store forbilleder. Af samme grund findes der mange modeller, som er bygget fra bunden til fjernstyring uden at have et forbillede.
Byggematerialer til modelfly skal være meget lette og kan f.eks. omfatte skummaterialer (f.eks. flamingo, EPP, Depron), balsatræ, tynd krydsfiner, kulfiber, glasfiber, pianotråd og beklædning i form af papir og folier. Fremdrift af modelfly kræver energi. Den kan komme fra elektricitet, methanol, benzin eller jet fuel.