Verwachtingen kunnen heel erg verstorend zijn en misschien is dat ook wel bij het lezen van dit boek gebeurd. Ik dacht met een roman te maken te hebben maar het bleken korte verhalen te zijn. Wel korte verhalen waarin dezelfde namen nogal eens voorkwamen. En ook was het thema verlies in al deze verhalen prominent aanwezig. Dit maakt het dan wel weer tot een soort van geheel maar mijn aanvankelijke verwachting stoorde het ontspannen lezen omdat ik op iets zat te wachten wat niet kwam.

De verhalen lieten mij ook met een deprimerend gevoel achter. Nu ben ik niet vies van lezen over het leed in het mensenleven, iets waarvan ik denk dat het zeker net zo belangrijk is om te benoemen als de blijdschap in het bestaan. En ik kan me er ook nog wel eens juist aan ophalen, me er door gesterkt voelen. Deze verhalen in Zegeningen deden dat bij mij niet. Ik kreeg er meer een zeurend gevoel van in mijn achterhoofd dat tijd nodig had om weer te verdwijnen. Dat er achterop het boek staat dat er tussen de regels door ook een hoopgevend licht schijnt, heeft mij dan ook verbaasd. Dat licht heb ik gemist.

Het is allemaal vlot genoeg geschreven maar ik kreeg er zeker niet het gevoel bij dat ik laatst bij de bundel van Mensje van Keulen had. Nu is dit een vertaling uit het Deens dus is het altijd de vraag wat de vertaling heeft gedaan. Toch heb ik ook laatst De Pest van Camus gelezen in de vertaling en in die tekst scheen het genie van de schrijver aan alle kanten door. Ik denk dat Zegeningen het net niet voor mij is. ( )

Minor er blevet velfortjent berømmet for Velsignelser fra 2017. Jeg var også vild med samlingen, der med sine lidt længere noveller mindede mig om det bedste fra Alice Munro og Ida Jessen. Fælles for historierne er oplevelsen af store tab og kampen for trods alt at leve videre.

Centralt er fortællingen om pigen Anso – en forkortelse for Anne Sophie og altså ikke et specielt eksotisk navn – der begår selvmord hos sin australske værtsfamilie, hvor hun arbejder som barnepige efter gymnasiet. Forældrene Gedske og Allan er desperate i deres sorg, og det er især veninden Solveig, der sørger for, at hverdagen omkring dem hænger sammen, og selvom nogle af hendes ideer giver bagslag – f.eks. at indlevere Ansos tøj til genbrug i en lille by, hvor man risikerer at se det igen på andre unge piger – så skaber de bevægelse og tilbagevenden til en eller anden form for normalitet. Tilbage står mysteriet om, hvorfor datteren har taget sit eget liv, og spørgsmålet er, om det brev, familien senere modtager fra Australien egentlig giver et svar.

I en anden novelle – Flügel des Lebens – er hovedpersonen Solveigs datter Franziska. Hun oplever ikke sig selv som specielt tæt på Anso, men chokket over barndomsvenindens død sætter sig alligevel i hende. Hun indleder et forhold til to østrigske udvekslingsstuderende og bliver også en del af kredsen omkring et kollektiv, hvor den ene af dem bor, men samtidig bliver hun mere og mere fortabt. Det underlige trekantsforhold kan ikke forløses, og hendes tilværelse går langsomt i opløsning.

Andre noveller har ikke noget med Anso at gøre, men de behandler også unge kvinders tab. Der er Helena, der altid har haft en overfladisk forhold til sin far, men som alligevel rejser til Pyrenæerne for at besøge ham, da han er blevet alvorligt syg. Det bringer hende ikke tættere på faderen, som man ellers kunne tro, men hun lærer hans nye kone Nete at kende, og hun indleder også et forhold til en fransk journalist. Måske har hun været mere rodløs, end hun troede – eller måske åbner tabet bare vores øjne for muligheder, som vi ellers ikke ville få øje på?

Andre historier handler om en ung kvinde, hvis mand er blevet hjerneskadet og har mistet det meste af erindringen om deres fælles samliv. På sin vis endnu værre, fordi han både er tilstede og væk på samme tid. Der er en anden ung mor, der driver omkring med sin baby og prøver at komme overens med et tab, som hun ikke kan vise. Det er nemlig ikke barnets far men hans bedste ven, der er død – og ingen ved at de har haft en affære. Og så er der Ingeborgs mor, der er blevet forladt af hendes far og nu bare ønsker, at hun vil falde i søvn, så hun kan få lidt fred.

Novellerne folder kvindernes oplevelse af tab og ensomhed ud. Det er frygteligt – særligt Gedskes tab af datteren Anso er så voldsomt og uforståeligt, at den eneste mulighed er at søge tilbage til hverdagslivets rutiner. Andre er plaget af dårlig samvittighed, eller kan ikke vise deres sorg, fordi tabet er hemmeligt. Det er stærk og vedkommende litteratur, og det er velgørende for samlingen, at Minor har valgt en samlende tematik i form af unge kvinders sorg. ( )