Beate Grimsrud skriver en tilstand frem, hvor man aner, at noget er helt galt, selv om det ser muntert ud.

Det er en følelsesmæssig stærk bog, men heldigvis også en morsom bog ... Beate Grimsrud formår på fornem vis at gengive et barns tanker og verdenssyn. Det er meget fint og nuanceret skrevet, og det er glædeligt at få lidt mere litteratur fra vores nærmeste naboer, som vi, samtidslitterært set, ikke kender så godt, som vi egentlig burde.

Hele tiden formår romanen at fastholde læseren i en form for frugtbar tvivl. For hvor meget er virkeligt i Lydias verden, og hvor meget er ønskedrømme, fantasier og tvangstanker? Hendes sind er sensibelt, hendes forestillingsevne voldsom og det sprog, forfatteren bag hende skriver frem, er fyldt med sanselig nærvær. Sætningerne står og lyser. Hver for sig. Visuelt appellerende. Tilsammen danner de et dirrende livsbillede: En aparte familie har taget opstilling foran kameraet med en stejl, stolt og usædvanlig pige lige i midten. Måske er det hende, der i sidste ende har et fast greb om øksen og bestemmer, hvad der skal hugges ned og hvad, der får lov at stå uberørt? I alt fald, Beate Grimsruds barndomsskildring er original og en potentiel klassiker.

At smyge forbi en økse er sådan en stille, stærk bog, man skal tage sig tid til. Trods sin enkle stil og sin umiddelbart gennemsigtige stemning bør den ikke læses hurtigt. Den fortjener virkelig, at man lytter til den ... Beate Grimsrud mestrer sprogets musikalske virkemidler med en stor perfektion. Med ganske få anslag fører hun læseren dybt ned i en barnesjæl - en sjælden stærk en af slagsen, placeret i en omfangsrig og lidt prøvet familie, der alligevel insisterer på at få det bedste ud af det hele. Man er fuld af en paradoksal livsforsonende og opbyggelig melankoli, når historien er læst til ende.